Adam Müller
Marts 1844
Marts 1844
Lad milde Taarer denne Grav bedugge,
Thi Kunstens Genier omkring den sukke,
Og Venskab græder ved det brudte Leer!
Hvad han med Ungdomsild som Kunstner skabte
Skal vidne om hvad Fædrelandet tabte —
Dog Taaren vidne skal, der tabtes meer.
Mens Døden skjult sig ind i Hjertet listed,
Et herligt Værk endnu han den fravristed,
Og mere frodig blev hans Kunstnerkrands,
Tidt Haanden kraftløs sank, og Penslen famled,
Men Sjælens Kræfter tillidsfuld han samled:
Da stod hans Christus i sin Himmelglands!
I dette Værk han lever gjennem Tiden.
Men bort fra Rom, fra Cestus-Pyramiden,
Drev ham til Danmark Tanken om hans Død:
En Grav i Hjemmet søgte kun den Arme —
O Moderjord! favn ham med Modervarme
Og skjænk ham Hvilen i dit elskte Skjød!