H.P. Holst (1811–93)

Igjen en Røst i denne Kreds forstummed!

En stille, en alvorlig Gjæst drog ind

I dette Bryst, der engang Toner rummed,

Som smelted og begeiftrede vort Sind.

Hver Tone var et Malm, der sagte klinger

Og vugger Sjælen mellem Sorg og Lyst —

Et Elskovssuk, som Vestenvinden bringer

Til Rosens Knop fra Nattergalens Bryst, —

Et Himmelbarn, der bryder Skyens Slør

Og banker blidt paa Himmerigets Dør.

Og den blev opladt! Tonerne formæled

Sig med det Væld, hvorfra han dem modtog;

Men Leret, som engang de rigt besjæled,

Blev klangløst, dengang Tonerne bortdrog.

Hvad Døden stivnet har og gjennemisnet

Nedlægge vi i Gravens lune Skjød, —

Men Sangens Blomst er ei med Støvet visnet,

For den en evig Foraarsdag frembrød:

I Engles Chor paa Evighedens Vang

Af Vennens Røst vi hilses vil engang. —