Da Vaarens Engel nylig havde bragt
De rige Gaver til de Dødelige,
Jorden nyfødt stod i al sin Pragt
Og blomstred, dufted deiligt uden Lige,
Da tusind Øine saae, hvor den var skjøn,
Da tusind Læber offred Tak og Bøn:
To Øine saae det ei, to blaae og blide,
To Læber taug — før blomstrende, nu hvide.
Og der var stille, hvor den Syge stred, —
Høitideligt og stille! — Fra sin Stængel
Var Blomsten revet — men med lette Fjed
Og saligt Smiil sig nærmer Vaarens Engel;
Violer dufte ved hvert Trin, hun gaaer,
Convaller krandse hendes brune Haar.
Nu er hun der! En himmelsk Glands sig maler
I hendes Træk, — hun bøier sig og taler:
„Din Kind er bleg? Du aander mat og tungt?
Ak træffer jeg Dig her, min hulde Søster!
Jeg søgte Dig, hvor Livet blomstrer ungt, —
Jeg var jo ellers altid der din Trøster.
Jeg er det end. Følg med fra dette Land
Til bedre Blomster paa en bedre Strand,
Hvor ingen Mislyd skal din Fryd bortskræmme,
Hvor Du og jeg, Du Englesjæl, har hjemme.” —
En sød Musik afbrød den stille Scene.
Da hviskede den Syge blidt: „O dvæl!
Hør disse Toner! O hvor er de rene!
Der var ei heller Falskhed i min Sjæl!”
Men Englen smilte med et himmelsk Smiil:
„Ja hører Du! Man venter os med Iil.”
Og medens Tonen mere mægtigt klinger,
Udfolder hun til Flugt de hvide Vinger.
Og see! Forsvunden Nattetaagen var,
Og Paradisets Port i Øst oplukket.
Da fløi de bort, et Tvillingsøsterpar,
I Solens Glands af Morgenvinden vugget.
Favn imod Favn — hvor søsterligt og smukt! —
De svæved bort i salig Himmelflugt, —
Men da de svandt bag Østens gyldne Høie,
Stod alle Blomsterne med Graad i Øie.