Ligevægt
Skrevet i München, 1840
Skrevet i München, 1840
Sorgens Slør omhylled Danmarks Krone,
Og Folket græd ved Tabet af dets Lyst,
Da klang der fra mit Strengespil en Tone,
Der sneg sig ind i Dannerfolkets Bryst.
Og Folkets Bifald hilste mine Sange, —
Dog vidste jeg, at Bladet snart er vendt,
Og denne Bifaldsstorm mig gjorde bange,
Jeg følte selv, den var for let fortjent.
Et Aar derefter, da jeg drog fra Hjemmet,
Da klang der hen til mig en anden Røst, —
Jeg negter ei, den klang mig noget fremmed,
Skjøndt godt jeg kjender mine Feil og Brøst.
Jeg hørte den; jeg saae det stygge Vaaben,
Som Smaalighed imod mig havde vendt;
Det traf mig ei. Jeg tilstaaer fri og aaben,
Jeg følte selv, at det var ei fortjent.
For megen Roes er slem. Hvis frem vi stræbe,
Den lammer os og standser let vor Flugt —
For mange Solskinsdage Planten dræbe,
Før den endnu har qvæget med sin Frugt.
Men og ubillig Dadel er elendig.
Den leder vild vor Tanke og vor Aand —
For Plantens vilde Skud er Kniv nødvendig,
Men den maa føres af forstandig Haand.
Jeg lod mig ei af Mængdens Bifald daare,
Skjøndt mange Ædle taltes deriblandt, —
Hvor kan mig da en Enkelts Mishag saare,
En Enkelts, ved hvis Roes jeg Intet vandt?
Jeg troede ei paa hines Ord og Tale,
Hvi skulde dennes jeg da mere troe?
De Første har ei lullet mig i Dvale,
Den Sidste skal ei røve mig min Ro.
Saalænge Sang sig rører i mit Indre,
Jeg synger frit, som bedst jeg er istand;
En fik et større Pund, en Anden mindre,
Hver giver efter Evne, hvad han kan.