Du har jo stor Lyst — det har Du mig sagt
Til den lille Dolk og den mørkeblaae Dragt
Og Hatten med gylden Krampe,
Til Havet, der skummer i vexlende Pragt —
Vore Øers frie og naturlige Vagt,
Vort Landeværn i vore Kampe!
Ja det er et Liv! — men naar Stormen slaaer
Imellem de slingrende Stænger og Raaer,
Og Alle om Gangspillet trampe;
Naar Søen gratis besørger din Vask,
Da gjælder det, Du! at holde sig rask
Og ikke saae Feber og Krampe.
Da gjælder det ret at staae fast og tryg,
Naar Søen krummer sin hvide Ryg,
Og Natten slukker sin Lampe;
Naar Blæsten brøler sin hule Bas,
Og Vinden piber Discant tilpas
For alle de tjærede Tampe.
Men mest det gjælder paa Kampens Dag,
Naar det hvide Kors i det røde Flag
Bli’er skjult af Røg og af Dampe;
Naar et muntert Smiil om Læberne staaer,
Mens Blodet rinder af dybe Saar,
Og Bølgerne drikke som Svampe.
Bliv saadan en Sømand — det var en Lyst! —
Med kraftig Arm og med modigt Bryst
Og Tillid i Livets Kampe!
Og det bli’er Du nok, naar paa Spørgsmaalet: „Gjet,
Hvem er den flinkeste Søcadet?”
Der svares kan: Christian S — —.