Fiskeren seiler saa trygt i sin Baad ved den hjemlige Strandbred,
Kaster i Søen et Net, synger en Vise dertil,
Seer saa mod Himlen, om Veiret bli’er godt: da staaer der paa Skyen
Fjernt i den blaae Horizont Fata Morganas Palads.
Luftigt og let i Aftenens Glands det frister hans Øie,
Bygt af det hvideste Sølv, tækket med Roser og Guld.
Armene strækker han ud mod det skjønne, glimrende Luftsyn,
Glemmer sin Baad og sit Net, glemmer sin lystige Sang,
Glemmer sit venlige Hjem ved Palermos smilende Strandbred,
Alt, hvad han elskede mest! — Intet han ændser nu meer!
Længselsfuldt hænger hans Blik ved den Glands, der lokker ham til sig.
Rastløs han higer imod Maalet, han aldrig skal naae:
See! da kæntrer hans Baad, og brusende hvirvler en Malstrøm
Dybt den i Bølgerne ned — o men han ændser det ei!
Frem af det fraadende Skum endnu engang Hovedet dukker,
Øiet søger igjen hen til det tryllende Syn;
Armene strækker han ud, — da lukker medlidende Bølgen
Sig med et klagende Suk over hans iiskolde Liig.
Du, hvem paa Livets Hav Morgana fristende lokker,
Og hvis Fartøi maaskee hvirvles mod Malstrømmen hen —
Glæd Dig, hvis i din Nød en Guddom griber om Roret,
Glæd Dig, og Aarerne hæng sønlig i Templet til Tak.