I, som har tryllet frem
Her i et nordisk Hjem
Hele det velske Theater
Fisker, som Veiret spaaer,
Piger med Piil i Haar,
Smaabitte trinde Abbater —
Vend Eders Øie nu,
Vend Eders Sjæl og Hu
Hen til den hjemlige Scene!
Er her ei meer end nok?
See, hvilken Billedflok
Ynde og Kraft sig forene!
Himlen er blank og blaa,
Flittigt de gyldne Straae
Pigerne rive i Banker;
Leen bli’er hvæsset tidt,
Knøsen maa skotte lidt —
Storken paa Tagryggen spanker!
Mødig af Dagen hed
Skyder med Ryggen bred
Fiskeren Baaden paa Landet;
Konen med Kruset staaer,
Smaabørn med hvide Haar
Boltre sig lystigt i Sandet! —
Ha, hvilken kjæk Natur!
Mægtigt fra Fjeldets Muur
Fosserne tordnende falde!
Gran, Fyr og Birk der groer
Og endnu eet — jeg troer,
Det er dog skjønnest af alle!
Hist under Bjælketag
Skjære den lange Dag
Bønderne Skeer og Boller;
Nu spiller Fedlen op:
Hallingen! heisa, hop!
Saalænge Skoene holder! —
Henad den stride Fjord
Dalkullan Baaden roer,
Sølvkjæden gynger paa Barmen;
Øiet ei taaler Spas,
Vogt Dig, kom ei med Fjas:
Senestærk, kraftig er Armen!
Solen nu synker rød,
Op af Mælarens Skjød
Dukker en Stad — som et Under!
Purpuret falmer, døer,
Natten sit Sørgeslør
Tag da Paletten frem.
Mal os det elskte Hjem,
Langveis om Stof I ei lede!
Har vi da her ei nok?
Dalens Grund, Klippens Blok
Jer om Forløsning jo bede! —