Som Alting i en Kredsgang gaaer
Efter de gamle Noder,
Saa vender Digtet atter nu
Tilbage til Nyboder.
I Rensdyrsgaden — det er sandt,
Jeg husker ei det Nummer —
Der træffe vi den Lilles Mo’er
Alene med sin Kummer.
Det er en Søndag. Udenfor
Paa Gaden Alt er stille;
I Stuen titter Solen ind
Med sine Straaler milde.
Den skinner paa det hvide Gulv,
Paa Meublerne derinde;
Alt er saa bonet, blankt — der er
Et Støvgran ei at finde.
I Vindueskarmen en Bouquet
Af friske Blomster dufter.
Og Morgenvinden sundt og friskt
Igjennem Vinduet lufter.
Den vifter sit: Frisk Mod! ret som
Hiin Morgenstund den vifted
Paa Volden, da det sidste Blik
Med Drengen omt hun skifted.
Hvor mange bittre Taarer har
Hun ikke fældet siden!
Ak disse Kinders Purpurlys
Har Sorgen slukt, ei Tiden!
Men Sorgen har en Majestæt,
Der mildt sig aabenbarer:
De blege Træk, der falmed nys,
Den luttrer og forklarer;
Og for hvert jordisk Skjønhedstræk,
Der gaaer i Kampen under,
Den kalder frem et himmelsk, som
Bag Larven stille blunder.
Hun læser fromt, andægtigt i
Sin Psalmebog og venter
Paa Klokkens Klang fra Taarnet, som
Til Kirken hende henter.
Paa eengang et forvirret Raab
Til hendes Øre trænger.
Det nærmer sig, det voxer — nei,
Hun skuffer sig ei længer!
Man raaber høit paa hendes Navn,
Man flokker sig derude;
En Mængde Hov’der titte glad
Ind ad den aabne Rude;
Og Døren rives heftigt op,
Nu tier hver en Klage!
I Favnen holder hun sin Dreng —
Alt, hvad hun har tilbage.
Og ind i Stuen stormer rask
En Sværm af Nybo’erskoner,
Af gamle Kammerater og
Bedagede Matroner;
Thi tro blot ei, man glæder sig
Alene i Nyboder:
Der Sorg og Fryd er Fælledsgods!
Man favner Søn og Moder;
Man jubler med, man græder med,
Enhver sin Andeel tager;
Den Ene bringer Kaffe ind.
Den Anden bringer Kager.
De lykkelige To, de har
Kun Øie for hinanden —
„Min egen Mo’er!” — „Min søde Dreng,
Jeg taber vist Forstanden!”
Hun knuger ham til sig. Der er
En Kyssen og en Klappen!
Paa engang faaer han Øie paa
De sorte Baand paa Kappen;
Og store Taarer styrte frem,
Men kjækt han sig betvinger.
Han smiler .... han fortæller. Varmt
Fra Læben Ordet klinger;
Men hvergang sine Minders Skat
Han i en Sum vil samle,
Saa kommer han tilbage til
Sin Lieutenant, til sin Gamle.
„Saa var det ham, der sendte mig
De mange, mange Penge,
Dengang... jeg skrev ... din Fa’er...” Sin Graad
Hun maa tilbagetrænge.
„Ja det var ham! Aa det var ham!”
I samlet Chor nu lyder.
„Om slige Ting han taler ei,”
Den Lille dem afbryder.
Saa taler han om Kongen. See!
De klare Øine skinne!
Han taler om hans varme Ord,
Der aldrig gaae af Minde;
Han taler om, hvad huldt han har
Paa Veile Mark ham lovet:
En Fremtid, lys og smuk, som knap
At tænke sig han voved.
De juble høit. Det ringe Tag
En Himmel slutter inde,
Og Kongens Navn velsignes rørt,
Og Glædestaarer rinde.
— — Hvor flyder rask nu Tidens Strøm,
Af ingen Modgang dæmmet!
Den milde, kongelige Haand
Man sporer alt i Hjemmet:
En Skat af Bøger er der alt,
En Skat med gyldne Renter;
Paa Bordet ligge Tavler, Kaart
Og smukke Instrumenter.
I dette hjemlige Asyl
Udvikles nu for Livet
De rige, skjønne Evner, som
En Guddom har ham givet.
Det er endnu det samme Blik,
De samme Øine milde;
Et andet Udtryk kun de faae
A Sjælfuldhed og Snille.
Det er endnu den samme Røst,
Kun Sproget er et andet; —
Forandret Præg kun Mynten fik,
Metallet er ublandet.
Eet uforandret blev — derved
Han skal sig ikke skamme!
Det trofastvarme Hjerte blev
I Eet og Alt det samme.
Det glemmer Intet. Naar han har
En Time fri, da skriver
Han trofast til sin gamle Ven;
Det styrker og opliver.
Og naar hans Arbeid falder tungt,
Og stundom lidt han sukker,
Et lille Pigehoved tidt
Da frem for Tanken dukker.
Han tænker paa den Lille, som
Har sagt, at hun ham venter;
Det morer ham, det muntrer ham.
Og Kraft deraf han henter. —
Saaledes Vinteren gik hen;
Men dengang Vaaren vendte
Tilbage til vort Land, igjen
Sin Fakkel Krigen tændte;
Og strax et Sørgebudskab kom,
Der sænked os i Smerte;
Det traf Nationens Stolthed, men
Det traf Nyboders, Hjerte.
Den Lille sad saa taus og bleg
I disse Sorgens Dage;
Han prøved ved forstærket Flid
Sin Smerte at forjage.
Og Tiden gik. Da lød igjen
Et Budskab, men et andet!
Det var en Seierstorden, der
Gav Gjenlyd rundt i Landet.
Det var hiin Dag ved Frederits,
Hvorefter Hæren længtes,
Da knusende faldt Hevnens Arm,
Og Oprørshæren sprængtes;
Hiin stolte Dag, da Dansken stred
Saa fast med Modets Flamme,
At dansk og tapper atter blev
To Udtryk for det Samme;
Hiin skjønne, blodbestænkte Dag,
Der vidner høit for Alle,
At med en saadan Sønneflok
Kan Danmark ikke falde.
— Hvor funkle Drengens kjække Blik!
Han Bøgen fra sig slænger;
De gamle Minder vaagne stærkt,
Han styrer sig ei længer.
Han styrter hen til Hornet; ned
Fra Væggen han det river —
Da falder Blikket paa hans Mo’er,
Af Skræk til Iis hun bliver!
Han skammer sig. Sit Horn igjen
Han hænger op paa Krogen,
Saa gaaer han hen og sætter sig
Taalmodig, taus til Bøgen. — —
Der gik en Jubel Landet rundt,
Og alle Hjerter brændte
Af Tak til dem, de Kjække, der
Det Seiersbud os sendte.
Hvor smukt udtalte den sig ei,
Men smukkest uden Mage,
Da Kjøbenhavn nu nylig fik
Sine Septemberdage;
Da Borgeren sit Hjertes Guld
Til Takkeoffer mynted.
Og Byen sig med Flag og Baand
Og Blomsterkrandse pynted;
Og Pynted sig, ei for at see
Coquet sig selv i Speilet
Og prale med sin nye Pynt —
Nei, tro det ei! vidt feilet!
Men pynted sig, en Moder lig,
Hvis Alders Brøst vil dækkes,
For at i Gjensynstimen hun
Maa sine Sønner tækkes! —
O Kjøbenhavn! hvormeget man
Om dine Brøst end kives.
For denne skjønne Tanke skal
Dig megen Brøst tilgives!
Til disse Dages rige Glands
Jeg fører Dig tilbage,
Da seierrige Tropper vi
Saae gjennem Byen drage;
Da vi dem rørt’ til Taarer saae
At standse og at dvæle.
Da hver en Muur stod blomstersmykt.
Da Stenene fik Mæle
Og raabte høit: „Velkommen, hjem!
Velkommen hid, I Kjække!”
Mens Kjærester og Koner brød
De Tappres faste Rækker!
— Hvem rider der om Hjørnet, for
Fra Stadsen bort at smutte?
Hans Kæmpekrop er blomsterdækt,
Ja selv hans Støvler strutte!
Vi kjende ham, vor gamle Ven!
Et Skrig hen til ham trænger ...
See blot! Et kraftigt Tag, og ham
Om Halsen Drengen hænger!
Hvor larmer man, hvor jubler man!
Med Skrig og Hurra skiftes,
Og Blomster hagle om dem ned.
Fra Vindverne der viftes!
Ved Siden Drengens Moder staaer;
Hun har idag lagt Sorgen,
Og Øiet straaler varmt og mildt.
Som Sol en Sommermorgen.
Han rækker Moderen sin Haand,
Drengen har han paa Hesten,
Saa fremad, marche! — Din Phantasie
Jeg overlader Resten.
Men er der Sandhed i de Træk,
Som Digtet har Dig givet,
Saa vil Du Drengens Fremtid see
Af dem i Perspectivet.
Hvis Du har seet ham modnes rask
I Tidens stærke Storme,
Og seet, hvor underfuldt at de
Det unge Sind kan forme:
Saa vil han for din Tanke staae
Imellem dem, der siden
Skal hænge Krands paa Danmarks Huus
Og skjærme det i Tiden!