”Vor Tid er støv, vor Tid er svag,
— Saa lød den gamle Klage —
Og kun et synkefærdigt Vrag
Er hvad vi har tilbage.
Hvor er vor Roes tilsøes, tillands?
Ak kun i gamle Skrifter
Og Oldtidsrester boer en Glands
Af Fædrenes Bedrifter.”
Og travlt man grov med rastløs Flid
I muldne Kæmpevolde,
At læse Oldtids Helteid
Af rustne Sværd og Skjolde;
De gamle Skatte tog man frem,
Det Svundne og det Døde, —
Som vilde man til Trøst med dem
Paa Nutids Armod bøde.
O tomme Klage! tomme Færd!
Nei, skyd ei Skyld paa Tiden!
Den er et skarpt, et slebent Sværd,
Som seirer let i Striden;
Men har I det i Skeden holdt,
Hvi vil I selv da klage,
At ei det rammer fuldt saa stolt
Som i de gamle Dage.
Heel andre Skatte har vort Land,
Det følte Fred’rik længe.
End dem, som daarligt smuldre kan
Alt under Høi og Vænge.
Ja Tankens Ild og Ordets Kraft,
See det er vore Skatte, —
Og intet rustent Landseskaft
Dem mægter at erstatte.
Og Budet gik saa vidt omkring
Til Slot og straatakt Hytte,
Da samled Dansken sig paa Thing
Til Landets Tarv og Nytte;
Og Ordet klang, som naar en Fugl
I Lundens dunkle Gange
Udsender fra sin Redes Skjul
End aldrig hørte Sange.
Da følte Dansken stolt og glad,
At ogsaa han har levet,
Og at hver Tid er kun et Blad,
Et reent, et ubeskrevet.
Om den skal svinde sporløst, om
Den høit skal hædret blive,
Beroer kun paa de Skrifttræk, som
Vi selv paa Bladet skrive.