Frit flyver Tanken. Den dristige Tanke
Taaler ei Lænke og ændser ei Skranke, —
Lidt dog den baader, naar ei den faaer Ord.
Tanken alene er Havet, der hviler
Dødt og ufrugtbart, — men Skibet, der iler
Kjækt mod sit Maal, er det kraftige Ord.
Frit fløi vor Tanke, men Ordet — ak længe
Laa det, en Harpe med urørte Strænge,
Gravlagt, og vented Opstandelsens Bliv, —
O men det vaagned, lig Støtten, der klinger,
Vækket af Solgudens straalende Finger:
Maisol! Din Straale gav Ordet først Liv!
Frit har det klinget paa Dannemænds Tunge,
Trøstigt vi lyttede, Gamle og Unge,
Dybt har det fæstet sin Rod i vort Bryst;
Saga har tegnet det stolt paa sin Tavle,
Fremtid vil lære, hvad Sæd det vil avle, —
Gud lad’ den trives til Gavn og til Lyst!
Hvergang det lyder hen til os fra Thinge,
Lad os da, Venner! en Hilsen det bringe,
Ønske det Fremgang i Alt, hvad vi bad:
Da vil, naar Ønsket kun kraftigt er tolket,
Duen, der stagrer fra Thronen til Folket,
Engang nok bringe det grønnende Blad!