1.
Med freidigt Sind i Ungdoms Alder
Vi plukke Kundskabs gyldne Frugt,
Og kjære blev os disse Haller,
Hvor Tanken Vinger fik til Flugt;
Den flyver did, hvor Æren kalder,
Til Svarteraa og Kjøgebugt —
Og Kinden brænder, Hjertet banker
Ved disse første Ungdomstanker.
Om Bjerge blaae og dybe Dale
Vi tidt med Undren læse her,
Og fremmed Sprog og fremmed Tale
Blev her os tidt ved Vanen kjær;
Men Danmark! dine Bøgesale
Staae dog for os med friskest Skjær —
Og Modersmaalets Toner ømme
Fra vore Hjerter bedst dog strømme.
Igjennem dem idag vi bringe
Vor Tak til Dig, vor Konge god!
Du gjæsted os! Din Mildheds Vinge
Vor Kraft opløfted og vort Mod;
Og var den Sæd, Du saae, kun ringe,
I villig Jord slaaer den dog Rod —
Gid den engang maa Frugter bære
Til Thronens Værn og Landets Ære!
2.
I vante Høresale
Idag vi samles ei,
At vexle Alvorstale
Til Lys paa Livets Vei:
Med Skov og grønne Agre
Vi bytted Stadens Muur, —
Thi Kongen lod os flagre
Som Fugle fra vort Buur.
Dog mens vi sorgløst glædes,
Er alvorsfuldt hans Kald,
Og useet Sorgen stedes
Som Vogter ved hans Hal;
Mens muntert vi kan høre
Paa Fuglesang saa sød,
Maa han mildt laane Øre
Til den Betrængtes Nød.
Mens muntert vi forfriske
I grønne Skov vort Sind,
Maa Taaren han afviske
Af den Forgrædtes Kind —
Ja, tung er Herskerkronen
Og dog bli’er den saa let,
Naar Kjærlighed om Thronen
Sig flokker fast og tæt!
Et Værn vi vil opbygge
Af Kjærlighed om hans,
At Kronens tunge Smykke
Maa vorde til en Krands,
At Alt, hvad han maa høre
Af Sorg og Suk og Nød,
Maa klinge i hans Øre
Som Fuglesang saa sød!
3.
Ak, fjernt endnu vi stande
Fra Maalet for vor Vei,
Thi Aandens stolte Lande
Med Storm erobres ei:
Hver Haandbred Jord der findes
I Kamp kun gives hen!
Jo mere Land der vindes.
Des meer er der igjen!
Dog trættes vil vi ikke, —
O nei, vor Konge god!
Thi dine milde Blikke
Gav Styrke os og Mod!
Idag vi saae dem smile
Med Skaansel til Enhver —
Gid de engang maae hvile
Med Stolthed paa vor Færd!
Lad Andre kjøre Ploven
Og Passe Huus og Hjem!
Lad Andre pløie Voven —
Vi kæmpe skal for dem!
Men lykkeligst af Alle
Dog Den vi kalde blot,
Hvis Lod det bli’er at falde
Og døe for Dig, o Drot!