H.P. Holst (1811–93)

Han bar ei Kronen blot, men paa sin Pande

    Et Herskerstempel havde han fra Gud,

Og skjøndt hans Krone trykked dybe Rande,

    Den sletted dog ei Høihedspræget ud;

Hans Ungdomshimmel Lyn paa Lyn udsendte,

    Thi skjøn Begeistring lued i hans Bryst —

Paa Norges Klipper som en Baun den brændte

    Og kasted Gjenskin til den danske Kyst.

Kort var hans Herskertid i Aar beregnet,

    Men lang, hvis den skal maales i Bedrift,

Thi hvert et Aar staaer med en Daad betegnet,

    Der blomstre skal i Ord, i Sang, i Skrift;

Men da sit sidste Storværk han udførte,

    Et Kongeværk til hele Folkets Fryd,

Kom hans Valkyrie, og let hun rørte

    Hans kongelige Hoved med sit Spyd.

Da græd det hele Folk. Men Graad og Klage

    Ei bøier Skjæbnens hemmelige Raad,

Og Nordens Baldur kom jo ei tilbage —

    Fra Dødens Hjem trods al Naturens Graad!

Vidt over Land det Sørgebud skal drage:

    Hans Bryst er koldt og slukt hans milde Blik!

Nei, Nordens Baldur kommer ei tilbage —

    Fra Frihedsværket han til Frihed gik.