Sidste Hilsen
Februar 1848
Februar 1848
Stands, Du som aldrig fra Nogen Dig vendte!
Fik Du den Høst, som din Udsæd fortjente?
Har vi betalt Dig vor sønlige Gjeld?
Du, som for Folket har altid havt Øre,
Stands da, og sidste Gang kjærligt Du høre
Tak for din Troskab i Vee og i Vel!
Fader! vi veed det — nu veed vi det Alle —
At vi forgjeves Dig tidt vil paakalde,
At Du vil savnes og mindes som Faa!
Konge! vi veed det: din Tanke, din sidste,
Var, at dit Blik dog ei før maatte briste,
Før Du dit Land som et Sorgenfri saae!
Ak, nu et andet, et himmelsk, Du skuer!
Men over Danmark et Morgenskjær luer,
Forbud fra Dig om en straalende Dag!
Tak da for hvad Du har virket og villet,
Fredet og fremmet, forsonet, formildet —
Tak! Du har stridt for den helligste Sag!