Vi vandre, hvor Gangstien slynger
Sig gjennem den grønne Vang;
I Busken en Nattergal fløiter
Melodisk sin Aftensang;
Paa Bladene Maanen spiller
Og titter i Busk og Krat,
Som vilde den ønske hver Skabning
Til Afsted god rolig Nat;
Og Vinden med Blomsterne hvisker, —
Den snurrige, gamle Fyr
De søvnige Smaa fortæller
Vel tusinde Eventyr;
En Stjerne til Floden beiled
Og Kys af Bølgerne fik, —
Men vi, vi vandre saa tause
Og vexle sørgmodige Blik:
Thi ude paa Floden sqvulper
En Baad ved den gamle Bro.
I Baaden er Fader og Moder,
De vente med Længsel os To.
Og hist paa den anden Side,
Hvor Stien om Taarnet sig snoer,
Der ligger den lave Bolig,
Hvori hun bygger og boer.