Sangfuglen tier.
Gange og Stier
Vrimle i Skoven af pyntede Folk;
Unge og Gamle
Muntert sig samle
Hist, hvor Musiken er Hjerternes Tolk.
Hør, hvor det klinger,
Lystigt sig svinger
Pigernes lette, deilige Flok;
Hvorhen jeg skuer.
Fare mig truer.
Blussende Kinder og flagrende Lok.
Ha, hvilke Blikke!
Tænker dog ikke,
Deilige Piger, at Amor er død:
See, han gjenfødes,
Naar Øine mødes,
Og naar en Kind ved et Haandtryk bli’er rød!
Lyst uden Lige!
See blot, hist snige
To sig til Skovens Fortykning — ah ha!
O lad det være!
Vogter Jer, Kjære!
Frygter for Pan — og den vrantne Mama!
Hør Violinen!
Fy, hvilken Hvinen!
Der sprang en Streng — hvilken Jammer og Nød!
Solen bag Skoven
Kysser alt Voven,
Skjuler sin blussende Kind i dens Skjød —
Hvorfor forlade
Sværmen den glade?
Havde Du seet, hvad mit Øie nu saae,
Straalende Stjerne,
Vistnok Du gjerne
Dvæled lidt længer paa Himmelens Blaae.