Jeg stirred ned fra Taarnets Tinde
Paa Byen og den sølvblaae Fjord,
Paa Haven med de grønne Linde
Og Huset, hvor den Hulde boer.
En Gubbe snaksomt mig fortæller
Om Høienløft og Jomfrubuur,
Om Fængselsluft i sorten Kjælder
Og Taarne syv bag sjunkne Muur.
Mod Syden han mig Porten viser,
Hvor Konning Volmer steg til Hest,
Ak, af de blanke Marmorfliser
Forsvunden er den sidste Rest!
Og hist, hvor Bakken let sig skraaner,
Bevoxet sparsomt kun med Træer,
Til hvilke Aftensolen laaner
Et dæmrende Erindringsskjær;
Hist, siger han, mod Østerlide
De blonde, ranke Ungmøer sad,
Baldyrede med Hænder hvide
Og Spolen slog i gyldne Lad.
En anden Luft mig her omvifter!
Af Fortids Luer Glimt og Lyn
Jeg skuer her, — men Scenen skifter
Hist møder mig et andet Syn!
En Fløite ved to Læber røde,
To Hænder, lilliehvide, smaa,
En Krands af Lokker silkebløde,
To Øine, deilige og blaae!
Hvor Æbletræet Blomstersneen
Nedryster rundtom Stammens Fod,
Hun sidder ensomt i Alleen,
Det smekkre, fine Rosenblod.
Hun er saa rank som Poppelpilen,
Saa foraarsdeilig, varm og blød,
Saa flygtig, let som Vandets Ilen,
En Maiblomst, duftende og sød!
Forgjeves atter jeg fremkaldte
En svunden Tid, — kun Dig jeg saae!
Og Alt, hvad Gubben mig fortalte.
Jeg hørte længer ei derpaa;
Thi skjøndt mig Taarnets Høide røved
Din Fløites Klang, dit Øies Blik,
Det var dog, som dens Toner døved
Hvert Ord, der fra hans Læber gik.