Skovene dufted ved Øresundsvoven,
Kilderne risled, og skyfri foroven
Hvælved sig Himlen i Vaar og i Høst,
Og dog var Glæden kun sparsom herhjemme,
Ak, thi vi savnede Sangfuglens Stemme, —
Herlige Digter, da toned din Røst.
Svulmende flød den paa tonende Vinger,
Klar som et Væld, der af Fjeldet udspringer,
Stærk som en Strøm, der sin Dæmning har brudt.
Hvem fik et Hjerte og følte ei ganske,
Følte med Stolthed, at det var danske,
Hjemlige Toner, der klang fra din Luth!
Norden var gravlagt — Du saae det og Staven
Strakte derover: da aabned sig Graven,
Store Gestalter af Mulmet fremtreen!
Lampen Du gned: og fra Syden og Østen
Perler Du bragte, — men altid blev Røsten
Nordisk og ædel, mandig og reen.
Undrende lytted man trindtom til Sangen,
Hjerterne rørtes og smelted ved Klangen, —
Læg da kun Lyren, naar Banen er endt:
Thi af de Toner, som talløst den spredte,
Og som saa vidt over Jorden sig bredte,
Reiste Du selv Dig et stolt Monument!
Og i Aartusinder trygt skal der stande,
Hæve mod Himlen den straalende Pande,
Omflydt af Stjernernes evige Glands;
Men vi, som svagt kun din Storhed kan skatte,
Vil paa den Bauta, som selv Du Dig satte,
Hænge, o Skjald! en Taknemligheds-Krands.