Sølvbryllups-Cantate
Mai 1840
Mai 1840
Før Talen.
Chor.
Vær hilset, Kongepar, paa Bryllupsdagen!
Med Jubel flokkes Folket om dit Slot!
Hvert Blik, der nys af Taarens Dug var vaadt,
Hver Røst, der taug i ængstelig Forsagen,
Med Haab Dig hilser nu! Nu tier Klagen,
Og kraftigt klinger Ønsket om dit Slot:
Vær hilset, Kongepar, paa Bryllupsdagen!
Terzet.
See, Bøgen har alt reist sit grønne Flag,
Og Vaarens Aandedrag,
De lette, køligfriske Vinde
Nu vifte mildt om Slottets Tinde
Og hilse atter denne stille Bo,
Hvor i de tause, fredelige Skygger,
I landligstille Ro
Et Sorgenfri sig Kjærligheden bygger!
Chor.
Ja her, i landlig Ro,
Et Sorgenfri sig Kjærligheden bygger!
Recitativ.
O Kjærlighed! som et forjættet Land
Du vinker os paa Vandringen herneden.
Og hver en Vandringsmand
Med Længsel flytter Foden mod dit Eden!
Du er i Ørknens Sand
Den Manna, der ham styrker og ham qvæger,
Du er i Solens Brand
Den Aloe, der hver en Vunde læger;
Og naar mismodig han
Paa Klippen slaaer, er Du den Kilde,
Hvis kølige, hvis klare Vand
Ham lædsker, naar han just forsage vilde,
Og lærer ham, at selv de Lænker,
Hvormed den Dødelige tænker,
At Du ham fængsle vil til Jordevrimlen,
Er Vinger just, der løste ham til Himlen
Solo.
Ja, Tid og Rum for Dig forsvinder,
Og fem og tyve lange Aar
Er kun for Dig en flygtig Vaar,
Der smukt os minder
Om at en evig Sommerdag oprinder.
Vexelsang.
1.
Hulde Fyrstinde! Dig smykker ei ene
Guldkronens Glands,
Men om din Pande, den blændende, rene
Fletted i Lokkernes Dands
Yndigt Chariten af blomstrende Grene
Kjærligheds friske, duftende Krands.
2.
Konge! tidligt aabned sig dit Øie,
At det Skjønne klart Du kunde see:
Var det Under? Stod ei hun, den Høie,
For dit Blik som Skjønhedens Idee, —
Og hvad Skjønt dit Øie hvilte paa
Kun som Aftryk Du af hende saae!
3.
Men naar, o Dronning! hans Krone ham tynger,
Og naar hans Bryst
Lider med Folket, der til ham sig klynger,
Trofast i Sorg og i Lyst,
Styrker dit Blik ham, dit Smiil ham forynger,
Og han vil qvæges igjen ved dit Bryst.
4.
Herligt vil, o Drot! dit Værk da lønnes,
Hæder følge Dig tilsøes, tillands.
Som en Oliegreen dit Scepter grønnes,
Kronen vorde Dig en Blomsterkrands,
Og som Folkets Fader skal dit Navn
Nævnes seent med Kjærlighed og Savn!
Chor.
Ja, som Folkets Fader skal dit Navn
Nævnes seent med Kjærlighed og Savn.
Efter Talen.
Slutningschor.
Herren, som lyser Velsignelsens Lue
Ned over Folk, over Land,
Naadigt til Eder, I Elskede! skue,
Signe vor Mark og vor Strand!
Til vore Bønner for Eder han lytte —
Og naar, o Konge! tilsidst
Kjærligt Dit Sorgenfri her han vil bytte
O med et skjønnere hist:
Gid Du da maatte med Smiil omkring Læben,
Hvorhen til Afsked Du saae.
Skue dit Danmark — som Frugt af din Stræben —
Selv som et Sorgenfri staae!