Kong Christian knæler ydmygt ned
Med Kongespiir, i Kroningskaabe
For ham, mod hvem hans Herlighed
Er kun et Sandskorn, kun en Draabe.
Den skuelystne Mængde seer
Paa Kongepragten, Sceptrets Straaler,
Paa Kronens Glands — og seer og seer,
Saalænge Øiet Glandsen taaler;
Men mon den aner, mon den veed,
Hvad Tanke Kongens Bryst besjæler,
For hvem han beder nu, mens ned
For Herrens Fod han ydmygt knæler?
For os han beder, for vort Held;
Thi Folkets Held er Kongens Lykke,
Dets Troskab er hans Glæders Væld,
Dets Tillid er hans bedste Smykke!
Hvor kan hans Øine fange Ro,
Naar Landets Børn ei Øiet lukke?
Hvor kan et Smiil om Munden boe,
Naar trøstesløst vi maatte sukke?
For os kan han ei fremmed staae —
Nei, Smiil og Taarer, Lys og Skygge
Med Folket Kongen dele maa,
Og derfor bad han for vor Lykke.
Paa denne Dag lad derfor os
En Voldborg bygge om hans Throne,
Et Værn, der byder Tvedragt Trods
Og skræmmer Ufred fra hans Krone.
Af Kjærlighed vi bygge den!
Ved Kjærlighed hver Tvivl forjages,
Hver Frygt forsvinder, og ved den
Dens friske, sunde Aandedrag
Gjør Folk og Konge lige trygge —
Lad derfor os paa denne Dag
Af den en Voldborg om ham bygge!