„Siig, holder De af Jordbær,
Naar selv De skal dem plukke?”
— Naturligviis! Jeg elsker
Det Blomstrende og Smukke. —
„Nu vel! saa viid, min Herre!
Bag disse Brombærhækker
— Saa taler hun med Pathos —
Et Jordbærland sig strækker.
„Vil Landet De betræde,
Det rige, det forjættede,
— Straahatten hun med Gratie
Af Lokkefylden lettede —
Saa see, det staaer alt aabent!” —
En Brombærgreen hun bøied
Tilside, og hun saae mig
Saa muntert ind i Øiet.
En broget Fugleskræmsel
Kneiste paa Jordbærvolden;
Paa den hun hængte Shawlet
Og Hatten, Parasollen;
Og om de rige Lokker,
De tunge, gyldenlyse.
Det hvide Tørklæd bandt hun
Mod Solen som en Kyse.
Hun knælte ned saa yndigt,
Hun bar sig ad saa nydeligt!
Min Rolighed var borte,
Det mærkede jeg tydeligt!
Jeg saae paa hendes Læber
Og Bærrene, — hun rakte
Undseeligt mig de første:
O Himmel, hvor de smagte!