„Er Du saa overtroisk, Kjære?”
— „„Jeg veed ei, kald det hvad Du vil,
Men en usynlig Magt mig fængsler
Til dette gyldne Skuespil.
Jeg kan ei slippe denne Tanke,
Jeg troer, at disse Stjerners Pragt
Ei nøies med at lyse for os,
Men med vor Skjæbne staae i Pagt.
Siig selv, min Ven! Kan Du da nægte;
Er det ei trøstende og smukt
At troe sin Fremtid fuldt opskreven,
Høit oppe over Skyens Flugt,
Paa Himlens Blaae med gyldne Lettre: —
En Skrift, som ikke Regn og Slud
— Og Storm og Lyn,- men kun Guds Finger
Formaaer igjen at slette ud?””
”Jeg gi’er Dig Ret. Og jeg, Veninde
Er Stjernetyder, kan Du troe;
Men hvad Du seer i Himlens Tusind,
Det læser jeg i dine To:
Thi da mit Horoscop jeg stilled
Lidt ængstlig. Du! da saae jeg fro,
At al min Fremtids Held og Lykke
Var knyttet fast til disse To.”