H.P. Holst (1811–93)

Naar i en Postvogn jeg har rumlet

En Dag blandt lutter Udenlandsk,

Og Hovedet er halv fortumlet

Af Engelsk, Tydsk og Velsk og Fransk;

Naar Tankens Flugt er lagt i Lænker,

Og Alt, hvad røres i mit Sind,

Alt, hvad jeg føler, hvad jeg tænker

I snevre Gloser pines ind —

Hvor føler jeg mig glad, hvor bliver

Jeg let om Hjertet da igjen,

Naar Aftnens Ro Erstatning giver

For Dagen, der gik aandløst hen.

Et Osteri, vil man vel mene,

Er kun et daarligt Tilflugtssted, —

Dog tro blot ei, jeg der er ene!

Nei, en Veninde fulgte med.

I Diligencen hun sig dølger,

Hun veed, at der hun ændses ei;

Men dog usynligt med hun følger

Og strøer sin Glæde paa min Vei.

Hun er bestandig lige yndig,

Bestandig venlig, god og klog,

Bestandig blid, og dog saa fyndig!

Det er mit skjønne danske Sprog.

Det eier Udtryk for min Tanke,

Fra Sjælens Dyb det strømmer frit

Og snoer sig smidigt som en Ranke

Om Alt, hvad Hjertet kalder Sit;

Som et Gevandt, der ikke dølger

Den skjønne Form, men hæver den,

Saaledes Tanken det ombølger

Og gi’er den skjønnere igjen.

Naar ret det klinger, rinder Taaren,

Og solklar bli’er den mørke Dag,

Rask ruller Blodet gjennem Aaren,

Og Hjertet slaaer med raske Slag.

Det klager blidt, er jeg bedrøvet,

Det leer med mig, naar jeg er glad,

Og naar mig Dagens Qvalm har døvet,

Forfrisker mig dets Tonebad.

Da snoer jeg det i Rimets Lænker,

Og villigt forme sig dets Ord:

Alt, hvad jeg haaber, troer og tænker

Og elsker, i dets Klang da boer.

Lad Andre fattigt det kun finde —

Jeg elsker mest af alle dog

Min fattige, min troe Veninde,

Mit skjønne, kjære danske Sprog.