1.
Med en Calender.
Januar 1843.
Du vil ei vredes, at paa denne Dag
En lille Gave venligt jeg dig sender,
En Bagatel, en saare ringe Sag, —
Men dog betydningsfuld i dine Hænder!
Paa denne lille Tavle præget staaer
Med fine Tal en Sum af vore Dage,
En riig, en uvurdeerlig Sum: et Aar! —
Og dog forødes den saa let, saa fage!
Hvo aner, at til disse Tal, der see
Ham her saa tomt, betydningsløst imøde,
Skal knytte sig maaskee den største Vee,
Maaskee en ny Forhaabnings Morgenrøde?
Hvo tænker paa, at disse Tal igjen
Skal strengt, alvorligt ham til Regnskab kræve
For hver en Time, der gik ubrugt hen,
Og for hver misbrugt faae ham til at bæve?
Du fatted Tidens gaadefulde Skrift,
Du veed det bedst, hvad Tid har at betyde:
Hver enkelt Dag for Dig er en Bedrift!
Hver enkelt Time maa Dig Frugter yde!
Den, hvem det givet blev ved Aandens Magt
At fængsle Timerne, der troløst flygte,
Han staaer alt her med Evighed i Pagt,
Han har af Tiden intet at befrygte.
Gid da hver Dag, dit Øie hviler paa,
Maa om din Virken Vidnesbyrd frembære
Til Fryd for dem, der kjærligt om Dig staae,
Til Folkets Tarv og Fædrelandets Ære!
2.
1845.
Just i en Tid som vor, i en sygnende Tid, hvor det Store
Haanes af Pøbelens Sværm, haanes fordi det er stort,
Hvor vi har fuldtop af Spot, men ingen Gnist af Begejstring,
Ingen Varme og Kraft, Intet, der holdes i Agt,
Hvor det Skjønne og Gode som fordum Baldur i Valhal
Vel fremstilles som Maal, men for den dræbende Piil —
Just i en saadan Tid er det godt, naar naadigt en Guddom
Sender en Mand, mod hvis Bryst Pilene mat prelle af.
Retsom den mægtige Eeg imellem det purlede Smaakrat
Seer han rolig og fast ned paa Pygmæernes Færd.
Livet er kostbart for ham, thi han fatted dybt dets Betydning,
Og gjennem Aarenes Tal bliver hver Dag en Bedrift;
Tungere Byrder end Alderens Vægt ham lægges paa Skuldren,
Lidet han ændser det dog, seirende skrider han frem,
Villien er stærk og Hovedet sundt, ungdommelig Aanden,
Og i hans Bryst slaaer endnu Hjertet saa blødt som tilforn.
Saadan en Mand er Du, den Eneste snart og den Sidste,
Der som et Forbilled staaer for den opvoxende Slægt!
Derfor vil Parcerne og, der kjærligt raade for Skjæbnen,
Spinde Dig Livstraaden lang — naadigt de høre vor Bøn!
Under dit venlige Tag vil mildt Penaterne bygge,
Frede om Dig og om Alt, hvad Du har kjærest paa Jord —
Og først seent skal engang paa Erindringens lysende Tavler
Mellem de Bedste, vi fik, Musen indskrive dit Navn!