Sang i Skoven
(Ved et Lærergilde.)
(Ved et Lærergilde.)
Naar Vaaren kommer med sin muntre Hær
Af milde Vinde og Favoner,
Og Jorden smykker sig, og Skovens Træer
I Solguld bade deres Kroner,
Naar røde Roser og Kjærminder blaae
Saa venligt duftende i Græsset staae:
Da tye vi hid
En stakket Tid,
At vexle Ord og Tanker sammen.
Da tye vi hid fra Skolens trange Vraa,
Og Vaarens Tid er just den rette,
Thi skjøndt vi ældes, ældes vi blandt Smaa,
Som mangt et herligt Haab forjætte.
De røde Kinder og de Øine blaae
De trøste os, mens selv vi blive graae,
Ja, Livets Vaar,
Ja, Barndoms Aar!
I eders Glands vi just forynges.
Og mens de Smaa den Skat vi give hen,
Som paa de hvide Blade gjemmes,
Lad os for Alting ikke glemme den,
Som af de grønne smukt kan nemmes!
I røde Roser og Kjærminder blaae,
I Markens Lilier og Markens Straae,
Tro mig, der boer
Mangt gyldent Ord,
Som peier op imod det fjerne!
Naar troe til Enden da vi røgtet har
Den stille Dont, hvortil vi sattes,
Og Livets Byrde, som vi troligt bar,
Med Lønnen hist engang erstattes,
Skal røde Roser og Kjærminder blaae
Taknemlig duftende paa Graven staae,
Minde om ham,
Som uden Bram
Har været trofast over Lidet!