Czaren
Romanze
Romanze
I Hallen er tyst. Tæt sluttet i Kreds
Staae Rigets Fyrster og Store,
Men ingen Lyd over Læben gaaer,
Der klinger ei Sværd eller Spore.
Det var som Ordet af Skræk var dræbt,
Som Øiet var lænkebundet
Til det tavlede Gulv, som Fryd og Liv
Af Hjertet var reent forsvundet.
Men hvo er da han, der kneiser saa stolt
Og rager saa høit over Flokken
Som den gamle Eeg blandt det purlede Krat,
Skjøndt stærkt alt graanet er Lokken?
Hans Blik er klogt, og Panden er stolt,
Og Kraft er i hver en Sene;
Med Stjerner bedækt er det brede Bryst,
Hvi staaer han da der saa ene?
Hvi vige de Andre tilbage skue,
Som om de hans Nærhed frygted?
Der var dog en Tid, da de bøied sig dybt
Og ei ved hans Komme flygted;
Der var dog en Tid, da et Smiil af hans Mund
Var den Sol, i hvis Straaler de Alle
Sig qvægede sødt: da var han i Gunst —
O Hofmamd! men nu skal han falde! —
Han ændser dem ei saalidt nu som før;
Nei, Klippen ændser det neppe,
At Bølgen sig krummer og slikker dens Fod
I Flodtid — og flygter i Ebbe!
Sit Øie fæster han roligt og stift
Paa ham, der hans Dom skal fælde,
Paa Czaren, der sidder med nedslaaet Blik
Saa fattig i al sin Vælde!
Han reiser sig nu. I hans Øiekast,
I hans Miner sig Strænghed maler —
Dog dirrer hans Røst, dog bæver den lidt,
Imens han med Høihed taler:
„Du har Dig forbrudt. Dette oprørske Brev
At skrive Du har Dig formastet —
Med Udtryk, der sømmer en Undersaat flet,
Har din Herres Gjerning Du lastet.
„Vi veed det, din Frækhed har Døden fortjent —
Dog vil Vi ei derfor glemme,
At altid tilforn som Vor ypperste Mand
Du tjente Os ude og hjemme.
„Det er ei dit Hoved, der straffes skal:
Dets Snildhed af mangen en Snare
Har hjulpet Os ud og med sindrig Kløgt
Os frelst af mangen en Fare.
„Det er ei heller dit Hjerte, nei!
Det veed ei af denne Brøde:
Det var Os altid trofast og huldt
I Held, i Modgang og Møde —
„Men det er din frække, oprørske Haand,
Der her har handlet iblinde:
Thi er det og den, der skal bøde — gaa!
Dig venter Straffen derinde!”
Han peger mod Døren. Da frem i Hast
Af Skaren en Yngling triner,
Hans Øie er vildt, halvqvalt hans Røst,
Og Bleghed dækker hans Miner.
Han bøier sig dybt: „Min Hersker og Czar!
Jeg beder, I mig tillader
At fuldbyrde Dommen, forat slig en Plet
Skal ei hvile paa mig fra min Fader.”
Men Czaren forstummer af Rædsel og Gru —
Dog nikker han langsomt — og vinker.
De gaae. — Da svulmer hans Hjerte vildt,
Og Lynet fra Øiet blinker.
I hvert et Lyn der en Dødødom laa,
Ei længer sin Harme han tvinger:
„I hugge ham ned, naar han træder herind!”
Da blotte sig hundrede Klinger. —
Og Døren aabnes. Nu styrter han ind,
Hans blege, forvildede Mine
Af Kappen er skjult, men det blodige Pant
Han viser: da Klingerne hvine.
Og dybt i hans Bryst de sænke sig ned!
Han segner — og Kappen glider
Fra Skuldrene bort — barmhjertige Gud!
Han Straffen for Faderen lider!
Med sin Haands Forliis har han sonet hans Skyld!
Nu kan det ei dølges længer,
Og Gubbens fortvivlede Jammerskrig
Som Knivstik til Hjertet trænger.
Sit Blik har Czaren bortvendt med Gru,
Sit ædle Hoved han dølger,
Dog dybt i hans Bryst en Søgang gaaer
Af Sindets urolige Bølger.
Men Livet standser i Ynglingens Bryst,
Sin korte Bane han ender;
Hans blegnende Mund det sidste Kys
Udaander paa Gubbens Hænder.