Hen til Baaren i det Sorgens Huus,
Hvor nys Døden fæstede sin Bolig,
Træder Sangeren med sagte Fjed,
For sit Kald at røgte ømt og trolig.
Søde Barn, sov Du kun Dødens Søvn,
Han vil ei Dig vække af din Slummer —
Men ved Baaren, som Du hviler paa,
Vaager Faders Sorg og Moders Kummer.
O hvormangen Gang har deres Blik
Ei med Ømhed hviilt paa dine Miner,
Naar Du smilende med søvnrød Kind
Slumred bag din lille Sengs Gardiner.
Nu er Hjertet koldt og Munden Iis,
Kinderne har ingen Roser flere,
Stiv og kold er nu din lille Haand,
Blikket dødt — det smiler aldrig mere!
Og dog vaage de hos Dig endnu,
Ved den døde Skat end Øiet hænger;
Men det seer tilbage kun med Graad,
Skuer smilende ei fremad længer.
— Hvo har ikke følt og sandet tidt,
At et helligt Skjær om Barnet svæver,
Boer paa Panden, straaler i dets Blik
Og om Mundens Smiil forklaret bæver?
Derfor er’ saa glade vi hos Børn,
Thi det synes os, at de bebude:
Lukkes Du i Barnets Himmel ind,
Skal Du hist ei heller lukkes ude!
Derfor var der Glæde, naar Du kom,
Sorg, naar atter Døren bag Dig luktes!
Ak! dit Liv blev selv et kort Besøg,
Kun et Stjerneskud, der tændtes, sluktes!
Naar Du lo, var det en Engels Smiil,
Naar Du græd, var det en Engels Taare,
Som en Engel mellem os Du gik,
Og som Engel hviler Du paa Baare.
Held Dig, Barn! Du stred ei denne Strid,
Hvor man vinder ei, men altid taber!
Som et reent, et ubeskrevet Blad
Gaaer din Sjæl tilbage til sin Skaber!
Liig en Sommerfugl i broget Glands
Flagrer frigjort Psyche ind i Himlen,
Og i Stjerneglands et Englechor
Flokker sig om den med barnlig Stimlen.
Men dit Leer, din tomme Jordedragt
Bringe freidig vi til Dødninghaven,
Og naar Vaaren kommer med sit Grønt,
Plante vi en Rosenbusk paa Graven.
Som din Mund sig former da dens Blomst,
Som din Kind i Purpur den sig bader,
Og dens Duft — et Billed paa din Sjæl —
Bringer Trøst til Moder og til Fader.