Søde Barn, som blegt paa Baaren blunder,
Siig hvorfor saasnart Du fra os stunder?
Inden Stormen kom, Du søgte Læ.
Hvorfor drage til det fjerne Eden,
Du, hvis længste Vandring var herneden
Kun fra Moders Skjød til Faders Knæ.
Saa vi klage. Men Du ligger stille,
Bleg og taus, Du elskelige Lille!
Blomster dufte fra dit Jordeliin!
Blaa Violer, Reseda, Aurikler
Smukt til Krands sig om dit Leie vikler,
Roser dufte i din Haand saa fiin!
Her paa Jorden var de dine Venner!
Naar Du vaagner og dem atter kjender,
Vil din Mund, dit Øie smile ømt:
Du vil see paa dem og Intet savne,
Mindes et Par halvforglemte Navne,
Smile blidt og troe, at Du har drømt!