Brogaden ude paa Christianshavn,
Strax foran paa venstre Side,
Stod der en Bygning, mystisk og mørk
Og gammeldags — det skal Gud vide!
Porten var skummel, Opgangen trist,
Men var man først inde i Stuen
Og fik et Haandtryk, venligt og varmt,
Og et fint lille Smil af Fruen;
Saa straalede Alt i feeagtig Glands,
Saa glemte man Prosavrimlen
Og Dagens Træthed, dens Byrder og Savn
Man var som lukket i Himlen.
Og endnu velsigner jeg tidt det Hus.
Der boede kun Tre derinde,
Men „det var en Treklang, en stolt Harmoni
Hvis Lige man aldrig vil finde.
Blandt de Stjerner, der dengang funkled,
Hvis Glands endnu Ingen fordunkled.
Den Anden var han, hvis vittige Pen
Ei kjendte til „Frygt eller Dadel”,
Hin Smagens Ridder, hin Tænker og Skjald,
Der gav Sproget Finhed og Adel.
Den Tredie var hun, som kvindelig bly
Bestandig maatte sig væbne
For at undgaae al den Berømthed, som
Efter Døden blev hendes Skjæbne.
I denne Kreds fik Livet et Skjær,
Som ellers sparsomt kun findes,
Et Skjær af yndefuld Alvor — to
Begreber, som sjeldent forbindes.
Man mærkede nok, at de leved ei blot
For Timen og for Minuttet,
At det Baand var ei blot af jordisk Natur,
Som saa fast til hinanden dem slutted,
At den Gjerning, som de vied sig til,
Som fik Ordene lidt til at flamme,
Havde fælles Udspring, fælles Rod
Og stræbte hen til det Samme!
Og dog var der Glæde i al den Gaard,
Og ingensteds fandt jeg Tonen
Meer livligt beaandet, meer glad end her,
Hvor Aandrighed byggede Thronen.
Snart var det Heibergs tørre Komik,
Snart en drillende Skjemt af „Fruen”,
Et Indfald, en kaadmundet Spøg af en Ven,
Der fremkaldte Latter i Stuen.
— De var Begge nylig kommet fra Ems
(Det „nylig” er tred’ve Aar siden,
Men Indtrykket af hine Aftener, nei!
Det er ikke falmet i Tiden).
At „Fruen” var henrykt over sin Tour
Kunde paa Alt man spore.
Med eet hun sagde: „Jeg havde nær glemt
Noget, der vist vil Dem more.
„Vil De tænke, Heiberg var formelig vred,
Naar Herrer i Cuursalen saae mig,
Kjøbenhavnske Herrer, og de saa kom hen
For artigt at hilse paa mig.”
— Han tog sig en Pris. „Naa!” sagde han i
Sin allergemytligste Tone,
„Man kommer da ei i en Cuursal for
At see Folk gjøre Cour til sin Kone!”
— „Javist! men en Dag blev han græsselig flau.
I hans Ansigt Vreden sig malte,
Thi just som han kom i Døren, han saae,
At der stod foran mig og talte
„En smuk, elegant, beleven ung Mand,
Som med milde, beskedne Blikke
Vendte sig til ham og hilste ham først —
Men Heiberg hilste ham ikke.
„Jeg priser min Lykke”, sagde han let
„Der har saaledes det føiet,
At jeg her kan takke dem begge To,”
Og atter han artigt sig bøied.
At saa kunde Heiberg bukke,
Smile som en nyslaaet Toskilling og
Tale sødt som en Sirupskrukke.”
— „Naturligviis! Der er Forskjel paa
En Springfyr”, sa’e han med Latter,
„Og saa paa en Prinds — og saadan en Prinds!”
Og saa tog en Pris han sig atter.
Saadan var Tonen. Ak, endnu tidt
Forunderligt Sindet den gjækker,
Og mangt et Minde, dæmpet og blødt,
Fra hine Dage den vækker.
Huset er borte. Kun Faa af dem,
Som kom der, er endnu tilbage,
Men de har vist sandet, at til dette Hus
Har de siden ei fundet Mage.
Og underligt er det ei heller om
Dette Hus de ære og hædre,
Thi hvergang man var der, følte man, at
Man blev en Anden og Bedre!