Hvor ned til Bau den nye Vei
Sig bøier, bred og sandet,
Der ligger Kroen Bommerlund,
Bekjendt i hele Landet.
Der Bonden søger stadigt ind,
Om nok saa stærkt han haster;
Til den at kjøre tort forbi
Han aldrig sig formaster.
Sin Bommerlunder maa han ha’e,
Som kradser og som brænder —
Det er den bedste danske Snaps,
Det paastaaer hver en Kjender.
Men der, hvor ellers tunge Læs
Man holde seer i Række,
Og Studene langs Veiens Grøft
De svære Kroppe strække —
Der Scenen er forandret nu,
Thi gjennem Hegn og Hækker
Soldater trindtom myldre frem,
Saa langt som Øiet rækker.
Det svære, stærktbespændte Skyts
Tungt henad Veien ruller,
Og Trainet med de røde Flag
Rask følger det med Bulder.
Hestfolket rykker langsomt frem.
See! alle Vaabenarter
Nu stille paa den aabne Mark
Med vaiende Standarter.
Her sprenger over Marken hen
En Sverrm af Ordonnantser;
Hist Ambulancen ordner sig
Med sine Flag og Landser.
De blanke Hjelme glimre smukt!
Hvorhen man Øiet retter,
Saa blinker det, saa funkler det
Fra Sabler, Bajonnetter.
Det Hele gaaer saa roligt af,
Saa dagligdags og stille.
Og Alle see saa glade ud,
Saa venlige og milde.
Den feige, sindige Natur,
Den Ringeagt for Farer,
Som siden vi beundred tidt,
Alt her sig aabenbarer.
Vor Feltvagt fra iaftes see
Vi foran i Colonnen;
Og hos Cap’tainen gaaer vor Ven,
Han har sit Horn i Haanden.
Saa sorgløst slentrer han foran
Og fløiter nok saa sikker
Med Blikket paa den lille By,
Der udfor Veien ligger.
Da piber over Hov’det hen
En Kugle ubeleiligt —
„Saa Du kan ogsaa fløite, Du?”
Lo Drengen. „Det var deiligt!”
Og fleer og flere følge paa
Fra Hegnet foran Byen:
„Det regner jo! Hvor det er slemt,
Vi glemte Parapluien!”
Men snart faaer Visen anden Lyd,
Thi Jægerne i Kjede
Gaae muntert fremad, to og to,
Og sig paa Marken sprede.
Fra Hegnet knalder Skud paa Skud;
En hvidlig Damp bedækker
De nøgne Buske tykt og tæt,
Saa langt som Hegnet rækker.
Nu faaer han travlt, den smaa Hornist.
Der faldes ned, chargeres,
I Stormløb Jægerne gaae paa,
Og snart er Hegnet deres.
Men som en opskreemt Fugleflok,
Der svirrer ud fra Kornet,
Flye Turnerne ad Byen til —
„Blæs Avanceer! Brug Hornet!”
Saa lyder høit Cap’tainens Røst,
Et kraftigt Hurra klinger.
„Ret saa! Kun fremad, uforsagt!”
Og kjækt han Sablen svinger;
Men i det Samme synker mat
Hans Arm, og Klingen glider
Af Haanden ud .... man styrter ham
Til Hjælp fra alle Sider.
Han hvisker mat: „Det er forbi!
Tak Børn! lad mig kun ligge —
Gjør Eders Pligt! Kun fremad, frem!”
Men nei, de lystre ikke.
Af deres Bøsser hurtigt de
En Baare har ham dannet;
De lægge ham med Graad derpaa,
Af Smerten overmanded’!
Men Drengen staaer med vilde Blik,
Og hulkende han stammer:
„En rask og smuk Soldaterdød
For Den, som, Loddet rammer!”
Men da han bæres bort, sit Horn
Til Munden Drengen bringer
Og blæser, hør! et Avanceer,
Der vildt, fortvivlet klinger;
Og, uvilkaarligt grebne, nu
Som Rasende de stevne
I Stormskridt henad Byen til,
For blodigt ham at hevne.
De sætte over Grøft og Hegn.
Bag Plankeværk og Mure
Har Tydskerne sig dækket, og
I Baghold lumsk de lure;
Men uforsagt de storme løs!
I Haver og i Grøfter
De jage Fjenden lystigt op
Som Vildt i Skovens Kløfter;
Og Bøssen knalder Skud paa Skud —
Snart flygter hele Klatten
Med blege Miner, store Skjæg
Og lange Fjer i Hatten.
Colonner stærkt nu rykke frem;
Men Fjenden er alt jaget
Til Harritslev. I Passet der
Sin Stilling har han taget.
Nu bli’er der Liv! Nu gaaer det los!
Det dundrer over Broen:
Artilleriet kjøres op
Paa Bakken Syd for Kroen.
Nu glimter det, nu brager det!
De tunge Kugler suse
I Luften hen med Bud og Svar,
De falde, og de knuse.
Paa Marken staaer en hvidguul Røg,
Der Halvt tilhyller Kampen,
Og kun de korte, røde Lyn
Man skimter gjennem Dampen;
Men naar den for en stakket Stund
Igjen sig bort forføier,
Man seer, hvor muntert de gaae frem
De kjække røde Trøier.
Selv Holdning, Blik forvandlet er;
De tunge, stærke Lænder
Bevæge rhythmisk sig og smukt —
Man neppe dem gjenkjender!
— Mens Defileet bli’er forceert
Og tages raskt af Vore,
Faaer Kampen gradviis Præget af
En Klapjagt i det Store.
Ad Nyhuus til de jages vildt
Henover Høi og Banke,
Mens Skibene fra Flensborgfjord
Bestryge deres Flanke.
Ved Kobbermøllen skareviis
Omringes de og fanges, —
Og Bülows, Ryes Navne her
Skal nævnes blandt de Manges.
Thi disse To — ak, Gravens Mulm
Den Ene alt omskygger! —
De fletted her det første Blad
I Krandsen, som dem smykker.
— Nu blev der tyst. Hvor Kampen nys
Rased i al sin Vildhed,
Der milevidt paa Mark og Eng
Sænker sig Aftnens Stilhed.
Og Aftensolen leer saa mildt,
Naturen venligt aander,
Mens Marchen gaaer til Flensborgby
I sluttede Colonner.
Med Sang og Spil det fremad gaaer;
Dog Jubelen forstummer:
Thi hvor mod Byens nordre Port
Alleen smukt sig krummer —
Der ligger, strakt i Sandet hen,
Ved hvert et Træ en Falden;
Her strømmer Blod af Brystet ud,
Og hist af Hovedskallen.
Det er en Ynk, et Smertens Syn
At see de blege Larver,
Som Aftenrøden, fast med Spot,
For sidste Gang nu farver.
Og En af dem, halv Dreng endnu,
I Dødskamp Blikket sender
Til Præstegaarden ligefor,
Der ud mod Fjorden vender.
Det er, som om hans stive Blik
Forbandelsen udslyngte
Imod hans egen Fader, der
Med Brøde ham betyngte
De mørke Billeder dog snart
Fortrænges og forjages,
Thi overalt, fra hvert et Huus,
Med Hurraraab der flages.
Et mægtigt Dannebrogs hist
Paa Torvet muntert vaier,
Og Søfolk synge Flagets Priis,
Der fører os til Seier.
See! Gaden bølger som en Flod
I Vinduer og Karnapper,
I Dør og Forstu’, overalt,
Paa Tage og paa Trapper —
Man Hoved kun ved Hoved seer
Hør! Jubelen bevinges!
See, tusind Hænder hilse mildt,
Og tusind Flag der svinges!
Selv Børnene, de bittesmaa,
Med Dannebroge viste —
Det er, som om en Fremtidspagt,
En hellig, alt de stifte!