Nu, da Tiden strengt inddriver sit Krav
Og Alting falmer i Høsten,
Kindernes, Haarets, Øinenes Glands,
Og lidt svagere bliver Resten;
Nu, da jeg veed, at hver kommende Dag
Vil meer og mere mig røve,
Tænker jeg tidt med et underligt Smil:
Ogsaa jeg har engang været „Løve”.
Frederik den Sjette var gaaet til Ro,
Og den Sorg, der greb hele Folket,
I et lille, simpelt og kunstløst Vers
Havde simpelt og kunstløst jeg tolket.
Jeg anede mindst, at det var en Bedrift,
Og forundret var jeg ei bleven,
Om min lille Digtning var bleven forglemt
Saa hurtigt, som den var skreven.
Men jeg vaagned en Morgen som Dagens Helt.
Jeg kneb mig i Armen som Jeppe
Og troede som han, det var kun en Drøm!
Jeg husker, jeg aandede neppe.
Men snart jeg Troen i Hænderne fik:
Prindsesserne vilde see mig,
I Basuner stødte man rundtomkring,
Og Hofdamer indbød til Thee mig;
Mit Vers blev oversat daglig af Folk,
Meer eller mindre du’lige,
I alle mulige fremmede Sprog
Og i endnu flere umulige;
Af Weyse blev det sat i Musik,
Og Studenterne firstemmig sang det;
Mit Portrait kom ud med Stropher af Hertz,
Og i Stuer og Glasskabe hang det;
Der var kun eet Løsen: „O Fædreland!”
At der manglede kun, at man Kronen mig gav,
Som Sagnet om Hjarne jo melder.
Det var en Triumf! Men — som man veed —
For at gjøre Triumfen fuldstændig,
Maatte altid der følge en Slave med,
Som teede sig vild og ubændig.
Ved Siden af Triumfatorens Vogn
Skulde han skjældende vandre
For at minde ham om, at han dog kun var
En Dødelig som alle Andre.
Min var fuldstændig. En islandsk Student
Paatog sig Slavens Rolle
Og skjældte paa Prent mig Huden fuld —
Den Glæde jeg lod ham beholde,
Og jeg takkede ham i mit Hjerte til,
Thi jeg følte det godt som Forfatter,
At den første Seir var vunden for let,
At det gjaldt om at ruste sig atter.
Og som Fegteren, der til Tubaens Klang
Jeg sleb mine Vaaben og salved min Krop
For Olivenkrandsen at vinde.
Men da jeg saa reiste udenlands
Og Guddomsglorien skued,
Der fra Giotto, Dante og Rafael
Endnu gjennem Tiderne lued —
Da i lange Drag begeistret jeg drak
Af Skjønhedens evige Kilde
Og svimlende foran det Store stod
Og følte mig selv saa lille:
Hvor styrked mig da dette himmelske Bad!
Jeg glemte Døgnet og Tiden,
Og Løvenykkerne reent mig forgik —
Og jeg har ikke mærket dem siden.