Blandt hin Tids Berømtheder, som jeg endnu
Tidt med Hengivenhed mindes,
Er ogsaa Molbech, skjøndt i vor Tid
En Særling som han neppe findes.
Folk fandt ham gnaven, vranten og bidsk,
Og af Godtkjøbssladder og Løgne
Fik man lavet ham om til en Skræmsel og Skræk;
Jeg saae ham med andre Øine.
Hans Kjærlighed til vort Sprog og den Smag,
Hvormed han dets Prosa behandled,
Gav ham for mig en Nimbus, saa lidt
Han stod for mig ganske forvandlet;
Ja han forekom mig endog smuk, naar med Ild
Han talte om dem, som man skylder,
At Sproget med eet fik sit knitrede Præg,
At det smelter, rører, fortryller.
Hans Stemme, der ellers var pibende, kom
Da ind i et andet Register,
Og under de svære, kulsorte Bryn
Fra de livlige Øne gik Gnister.
Dog skriver man Bøger Dag ud, Dag ind,
Bli’er man ligegyldig og fremmed
For Verden og stiller de Svagheder blot,
Som ellers kun røbes i Hjemmet.
See, det var hans Feil og Aarsagen til,
At bestandig der maatte komme
I Omløb om ham en Hærskare af
Skjæve, ukjærlige Domme.
— En Dag Klokken to, som jeg sad og skrev,
Traadte han ind i min Stue.
Han var vred som en Tydsker, det saae jeg strax,
Thi fra Øinene stod der en Lue,
Og han rysted det tykke, graasprængte Haar,
Som Løven ryster sin Manke,
Og forbauset jeg saae ham som Løven i Bur
Frem og tilbage at spanke.
Med eet han spurgte: „Hvor er det, De boer?”
Det Spørgsmaal forstod jeg ikke,
Men jeg tænkte mig om. Maaskee der i det
En dybere Sands kunde ligge.
Han gjentog heftigt: „Hvor er det, De boer?”
Og jeg husker, jeg svared med Latter:
„Her boer jeg! Her! naturligviis her!”
— „Ja hvor?” spurgte opbragt han atter.
— „Nummer fire og fyrge paa første Sal”.
— „Javist, men i hvilken Gade?”
— „Ved Holmens Kanal.” — „Der seer De, De veed
Ikke selv, hvor De boer!” — „Det var Skade!
„Saa jeg veed ikke selv” ... — „Nei!”brød han ud
Med en næsten ondskabsfuld Glæde,
„De har sagt: ved Kanalen; men det er galt,
For De boer jo i Størrestræde.
„I Størrestræde! husk nu paa det!”
Og saa vedblev han at repetere
Det Størrestræde saa vredt og saa bredt,
At det begyndte lidt at genere.
Saa kom det da ud, at han først havde seet
I en Veiviser efter min Bolig
Og saa for at finde den flakket omkring
I Byen ganske utrolig.
Det „Størrestræde” klang saa christianshavnsk,
At sin Gang derud strax han vendte;
Men hvem han saa spurgte, der var ikke Een,
Hos hvem han Besked kunde hente;
Og saaledes gik det ham overalt,
Og det blev ikke bedre, førend
Han traf Instrukteur Nielsen, spurgte om mig
Og hørte — at han stod just ved Døren.
Jeg svarede tørt: „Ja den Adkomst De har
Til at vredes, er vistnok gyldig,
Men vær nu blot billig og tilstaa, at jeg
Er i alt det ganske uskyldig.”
— „Det er De ogsaa! Deri har De Ret!”
Svared han lidt mere venlig;
Saa føied jeg til, thi jeg vidste jo, at
Den Heftighed var ham ei tjenlig:
„Men bliv nu ei vred! jeg siger jo ei,
At man behøver just sig at skamme,
Fordi man har glemt, at to Navne som her
Kan betegne Eet og det Samme;
„Men jeg synes, at naar man beskriver saa smukt”
— Sagde jeg lidt forlegen —
„Saa mange store og fremmede Byer,
Bør man ogsaa kjende sin egen.”
— „Ja det er rigtigt!” raabte han glad.
„Det kommer der af det Uvæsen,
At man ændser kun det, der ligger En fjernt,
Men ei det, man har lige for Næsen.
„Naa! lad os saa flaae en Streg over det
Og komme til Hovedsagen!
Hvorfor jeg kommer til Dem idag
Er just i Anledning af Dagen.
Paa Bibliotheket faldt det mig ind,
At der er en Fødselsdag hjemme,
Min Kones. Hun holder saameget af Dem” . .
— „Ja det veed jeg og skal aldrig glemme.”
— „Saa tænkte jeg paa, at De vilde maaskee
Idag os et Par Timer skjænke
Og komme til Middag, som af Dem selv. —
Det er tarveligt, som De kan tænke,
„Thi hun venter slet Ingen; men desto meer
Vil det glæde hende, De kommer!”
Og saa lagde sig over hans gamle Træk
Et Skjær af den fagreste Sommer.
„Saa kommer De jo — det stoler jeg paa —
Men husk, De maa tage tiltakke!
Og gjør ingen Kunster, kom som De er!
Jeg holder mest af at see Dem i Frakke.”
— „Ja gode Justitsraad, men er det nu vist” ...
Han saae Skjelmen i mine Blikke,
Thi han afbøod mig strax: „At det er idag?
Jo den Dag glemmer jeg ikke!”