Vort Fødeland var altid rigt
Paa raske Orlogshelte.
K. L. Rahbek.
Med tvende Skibe stikker
Herr Otto Rud i aaben Søe,
Tre svenske Orlogsbrigger
Han søger under Øe.
Ved Rügen han dem møder,
Dog er der ikke tre, men ni,
Af Kamplyst strax han gløder
Og lægger sine bie.
Rundt om ham Svensken giver
Paa hver en Hilsen tifold Svar;
For Sligt ei vred han bliver,
Mens end han Kugler har.
Forskudt’ er Toug og Stænger,
Og knækket er den ene Mast,
I Stykker Seilet hænger,
Dog staaer han lige fast.
»Stryg Flaget nu!« — saa byder
Med Hurra Svensken ham paastand.
»Isænk jeg nødigt skyder
Saa vakker Orlogsmand.« —
»Ha, skyd Du kun!« han svarer,
»Thi her ombord er Otto Rud.
Ei store Ord Du sparer,
Saa spar ei heller Skud.«
Det glatte Lag han sender,
Dog snart ei meer han modstaae kan;
Mens Skibet bag ham brænder,
Til Sverrig føres han.
I Riddersalen sidder
Kong Erik strunk paa gyldne Stoel,
Rundtom staaer Hirdmand, Ridder,
Som Straaler om en Soel.
Med raske Skridt nu træder
Herr Otto Rud i Salen ind,
For Kongen han sig steder
Med roligt Smiil paa Kind.
»Hvo est Du, som Dig nærmer
Til Kongen med saa dristig Hu?
Troe ei, at Sligt Dig skjærmer!
Siig frem, hvad hedder Du?« —
»Mit Navn vist ei Dig huer,
Det hæsligt i Dit Øre klang,
Da Mageløs i Luer
Og Røg i Luften sprang!« —
»Ha, Otto Rud!« udbryder
Kong Erik. »I mit eget Land
Du ved Dit Værk Dig fryder,
Saa est Du Dødsens Mand!«
Fra Lænden lynte Sværdet,
De Hofmænd blegned’ brat af Frygt,
Men Rud stod uforfærdet
Og smilede saa trygt.
»Hvi tøver Du?« han taler —-
»Dit Hug jeg roligt vente tør;
Troe ikke, at jeg praler,
Sligt ingen Sømand gjør.
»Naar Havets Grund oprøres,
Og dybt den vilde Søgang gaaer;
Mens Stormhviin rundtom høres,
Ei Fladen stille staaer;
»Saadan er Sømands Tale,
Naar i hans Bryst det stormer vildt,
Og Harm mon Kinden male,
Ei Talen falder mildt.
»Til Smigerord Dit Øre
Er vant, som kildre kan Din Hu;
Nu Andet fik Du høre,
Og derfor vredes Du!« —
Den Tale klang lidt fremmet,
Ved den de Hofmænd larmed’ fælt,
Men Erik traad beskjæmmet
Hen til den djerve Helt.
»Din Frihed har Du atter.
Brug kun Dit Sværd mod mig igjen!
Jeg ærlig Fjende skatter
Langt meer end troløs Ven.« —