Et Sagn, fuldt værd at høre
Med gamle Runer staaer;
Laaner mig Eders Øre,
Mens jeg Guldharpen slaaer.
A. Oehlenschläger.
Mens Soel i Østerlide alt farver Himlen rød,
Fremdukke Vikingsnekker af Issefjordens Skjød,
Liig Svaner sølverhvide, ad Havets blanke Speil
De stolte Snekker glide med hvide Silkesejl.
I lange Rækker styre de opad Issefjord,
Fra Jomsborg hid de stevne, Jarl Sigvald er ombord;
Strutharalds Minni hædrer Dankongen med en Fest,
Og til hans Gravøl Jarlen indbuden er som Gjæst.
I gyldne Plader sidder Kong Svend ved Egebord,
Fast tro’de man at skue den stærke Asathor.
I høien Loft indtræde de Vikinger saa fuus.
Ved Drottens Side Sigvald udstikker fyldte Kruus.
Det sorte Minnibæger med blanken Sølverring
Blandt Kjæmperne i Hallen alt gaaet er omkring;
Fra Sædet nu sig reiser den høie Drot i Nord
Og løfter Bragabægret og mæler disse Ord:
»Med Haand paa Freiersgalten, alt efter gammel Sæd,
Jeg sværger at fordrive af England Ethelread
Og inden trende Vintre at vende hjem med Seir,
Saafremt mig dertil hjælpe den milde Asa-Freir!«
Da blev stort Gny i Hallen, og Sværd paa Skjoldet klang,
Saa kjækt et Løfte hørtes i Norden første Gang.
Misundelig som Loke da Sigvald reiser sig,
Af Mjøden Panden gløder, dog mindes han sin Sviig.
»Heelt svare Løfter gjør Du, dog større nævnes kan:
Jarl Hakon jeg udjager med Magt af Norges Land;
Ei trende Vintre dertil, men een jeg bruger blot,
Saasandt mig Aukthor hjælpe, den høie Thrudvangs Drot!«
Ved dette Løfte Sigvald saa stolt omkring sig seer,
Mens Vagn og Bue Digre og Bjørn og mange Fleer
Gjentage samme Løfte og love samme Færd, —
Men Svend sig stille glæder, thi skarpt er Nordmands Sværd.
Fra Gjæstebudets Glæder de gaae til Hildursleg;
Mens Tunsbergs Slot de brænde og plyndre Alt paastand,
Snart spørges deres Komme i hele Norges Land.
Ved Hærøe Hakon samler en Flaade sig saa stor,
At aldrig end dens Lige tilforn er seet i Nord;
Did styrer Sigvald sine, knapt eet der er mod tre,
Da monne han vel glemme hovmodigt sig at tee.
I Hjørringviig de mødes. Saasnart det gryer ad Dag
Alt Gjallerhornet lyder, der kalder dem til Slag;
I dunkle Vover Maagen neddukker ængstelig.
Mens Ravn omflyver Masten med hæse Varselsskrig.
Tæt flyver Pileregnen, de lange Kastespjud
Hensuse over Valen og sende Dødens Bud.
»For stærkt de Pile skygge! — udbryde Vagn — Maaskee
Det ei de Nordmænd huer i Øiet os at see.«
Blandt begetsorte Snekker en Drage stoltelig
Med gyldenziret Forstavn paa Bølgen vugger sig;
Dens Skjold i Masten tyder, Jarl Erik er paa den,
Thi styrer Vagn med Roret sin Barde mod den hen.
Ombord paa Drageskibet nu Vagn i vældig Fart
Med Skjold paa Ryggen springer, de Andre følge snart;
Med baade Hænder hugged’ da Kjæmperne saa fast.
At Sværdene mon sjunge, og Skjold og Brynje brast.
Rød hvisler Sværdets Tunge og Øxens blanke Blad,
De stolte Nordmænd blegne i dette Birtingsbad.
Med dybe Saar de ligge paa Dækket rundt omkring,
Jarl Erik ene frelses ved et forvovent Spring.
Ei mindre mandigt Bue med sine Skibe fem
Imod den venstre Fylking af Flaaden ganger frem;
Rundtom de Nordmænd segne, hvor Bues Øxe klang,
Vist aldrig før man skued’ saa svar Bersærkegang.
Et Hug af Thorkil Midlang ham knuste Munden fast,
Udbrød da Bue Digre: »Vist ikke nu i Hast
De danske Møer vil lyste at kysse Bues Mund,
Dog mener jeg, Du derved skal frydes stakket Stund.«
Saa hug han ham med Øxen til Beltestedet ned
Igjennem Hjelm og Plade; man saae, at han var vred!
Og atter svang han Øxen, det var en blodig Leg,
Hvorhen han endog stevned’, i Skarer Nordmænd veg.
I Lunden ganger Hakon, for Seiren gjør han Bøn
Til Helheims onde Magter, og offrer dem sin Søn.
Vildt suste det i Grannen, og Fossen larmed’ vred,
Men alle de smaae Blomster de blegnede derved.
I tætte Sløer indhylles den klare Foraarsdag,
Og Aukthors Kiler knittre med vældigt Tordenbrag;
Ran Havets Dyb oprører og venter paa sit Rov,
Mens Stormens Hviin adsplitter den tætte Masteskov.
Dog Jomsborgs raske Kjæmper end mindes hvad de svoer,
Skjøndt Pileregn og Hagel i Øinene dem foer;
Ei længer kan de skimte, hvor deres Fjende stod,
Og Nordrehavet drikker saamangen Kjæmpes Blod.
Thi vreden Nordmand raser vildt hen ad Stridens Vang,
Og Dølen grumt sig hævner med Øxe og med Stang;
Den hvide Skumblomst farves af danske Kjæmpers Blod,
Da høres Sigvalds Stemme, forsvundet er hans Mod.
»Nu flyer, I danske Kjæmper! Hids Seilene i Raae,
Mod Seidværk og mod Galder lidt baader det at staae!«
Fra Valen bort han hasted, saa iilsom var hans Fart,
Udbrød da Vagn med Harme: »Vist bedre huer Dig,
Du feige Træl, Du Nidding, at lokke Mænd med Sviig,
Og favne bløde Qvinder, end kjæmpe som en Mand!«
En vinget Piil han sendte til Afsked ham paastand.
Fra Slaget bort de flygte, men Bue viger ei,
Blandt norske Kjæmper baner han sig en blodig Vei;
Nu er han træt og mødig, til Hvile stunder han,
Paa Odins Bænk, der veed han, at den han finde kan.
Paa Dækket ved hans Side staae tvende Kister Guld,
Saa rigt et Seiersbytte ham Nornen skjænkte huld.
Ei vil han det forlade, det tyktes ham en Skam
Om, naar han faldt, en Nordmand da skulde arve ham!
Saa sprang han overborde, en Kiste i hver Arm,
Og over ham tillukked’ sig Bølgerne med Larm.
En gammel Saga melder, at end man man ofte her
Nu Vagn var kun tilbage, saa mandeligt han slog
Med sine treti Kjæmper og mangen Helt han vog,
Dog mod den vilde Søegang ei Dæmning holder Stand,
Med Skjoldene de klemmes og bringes saa iland.
Tæt bundne til hverandre de vente deres Død
Med uforfærdet Mine, ei mindste Klage lød;
De Manddoms-Ord her taltes, alt under Øxens Slag,
Med Øxen Thorkil Leira mod Bjørn først skynder sig.
»Hvad tykkes Dig om Døden?« »Heelt vel den tykkes mig,
Thi for at døe med Ære, er jeg jo herhen bragt,
Men, Thorkil, Du skal leve med Skjændsel og Foragt.«
Ham Thorkil Leira hugged’. Nu samme Spørgsmaal han
Gjentager til en Anden, som svarer ham paastand:
»Tidt lysted mig at vide, hvad nu jeg troer kan skee,
Om og en Mand kan rolig sit eget Dødshug see;
Hvis derfor blot jeg blinker, naar Du mig hugger nu,
Jeg kaldes vil en Nidding, langt større selv end Du!«
Bred Thorkil til ham hugged’, ei blinkte Øiet da,
Men stirred’ fælt paa Jarlen, som skyndte sig derfra.
Nu kom han til en Yngling, hvem Lokken silkeblød
I gyldenlyse Bugter om Skuldrene flød.
»Ret gjerne døer jeg, Herre, hvis jeg Dit Løfte faaer,
At ei med Blod Du pletter mit lange gule Haar!«
Paa Jarlens Vink en Hirdmand om Haanden Haaret snoer,
Et Ryk gier Ungersvenden, da Øxen mod ham foer,
Saa Haand fra Armen skiltes. Med listigt Smiil da spør’
Den Ungersvend: »Hvo glemte sin Haand i Haaret før?«
Mod Vagn nu Thorkil ilte. »Lidt ræd Du synes mig!
Mon Døden ei Dig huer?« — »Jeg svoer at dræbe Dig,
Og sove hos Din Datter, den væne Ingeborg,
At ei jeg det kan holde, det fylder mig med Sorg.«
Hen mod ham Thorkil styrter. Nu mærkte Vagn, det gjaldt.
Foran ham han sig kaster, til Jorden Thorkil faldt,
Og med hans egen Øxe da Vagn ham hugged ned.
»Nu har jeg dog fuldbyrdet det Halve af min Eed!«
Hidtraadte da Jarl Erik: «Alt nok af Blod der flød,
Til at jeg skulde ville saa tapper Kjæmpes Død;
Gak hjem med Dine Venner! Jer Daad ei glemmes vil,
Mens blot et Glimt i Norden af Oldtids Kraft er til.«