Det danske Piger var, som Danmarks Konning Svend
Tveskjæg Frihed gav.
J. L. Heiberg.
Hvor Sundet bredt sig belter
Om Sjellands Blomsterkyst,
Og Ægir Bølgen vælter
Skumklædt mod Gefions Bryst,
Saa stoltelig en Seiler
Sig nærmer under Øe,
Hvor Kongeborgen speiler
Sig i den blanke Søe.
Fra Borgen Luren gjalder,
Der toner Strengespil,
Kong Svend i Borgens Haller
Et Gilde seire vil;
Hans frækne Kjæmper bænke
Sig om det brede Bord,
Mens Mjøden de iskjænke,
De vexle skjemtsomt Ord.
Rundtom i Hallen lyder
Saa kjække Manddoms-Ord,
Kong Svend sig derved fryder,
Den høie Drot i Nord.
Sligt monne vel ham hue;
Det siger jeg forvist:
Skal der fremstaae en Lue,
Maa Flinten give Gnist!
Et Qvad istemmer Skjalden
Og Egeharpen slaaer.
Da tier Alt i Hallen,
Ei Lyd til Øret naaer.
Saa stor er Sangens Vælde,
Og understærk dens Fryd:
Hjerter som Nordens Fjelde
Maae smeltes ved dens Lyd.
Han qvad om Valhals Guder,
Om Odin, Asathor,
Liig Stormen, naar den tuder
Blandt Klipperne i Nord;
Han qvad om Valhals Qvinder,
Om Frigga, Siofn’ og Frei,
Liig Bækken, naar den finder
Blandt Rosenhækker Vei.
Til Harpens Bjørnestrenge
Et Drapa nu han sang.
Af det vil leve længe
I Nord en Efterklang;
Om Viggo, Hrolf qvad Skjalden
Om Skuld’s Forræderie, —
Da triner ind i Hallen
En Viking kjæk og frie.
Endt har den gamle Sanger.
Den Viking axler saa
Sit Skind og frem han ganger
For Konningen at staae.
»Hil sidde Du herinde,
Kong Svend, saa fredelig!
Jarl Sigvald dennesinde
Sin Hilsen sender Dig.
»Hans Langskib her er landet.
Han vilde vexle Ord
Med Dig om et og andet,
Men ligger syg ombord.
Hvis derfor Du vil høre
Hvad han vil sige Dig,
Du maa ham laane Øre
Og gjæste ham med mig.« —
Meldte da gammel Kjæmpe:
»Husk Skjaldens Varselsang!
Jeg kan min Tvivl ei dæmpe,
Thi hør mig denne Gang!
Paa Sviig kun Sigvald tænker
Og ei paa ærlig Færd;
Jeg frygter for hans Rænker,
Ei for hans dragne Sværd.« —
»Ja falsk som Skum paa Bølge
Er Vikingjarlens Hu,
Derfor Du ei ham følge!«
Lød trindt i Hallen nu.
Af Harm Kong Svend da lued’,
Han frem i Hallen gik,
Og stolt omkring sig skued’
Med vrede Herskerblik.
»Har Ærlighed ei hjemme
Nu meer paa Jordens Land,
Da selv i Nord dens Stemme
Ei længer høres kan;
Og mon det Drotten sømmer,
At skjælve for Bedrag:
Lav er den Sjel, der drømmer
Om Sviig ved Nat, ved Dag!«
Fulgt af sin Kjæmpeskare
Til Stranden gaaer han ned.
Han ahner ingen Fare,
Saa trygt er hvert hans Fjed.
Over den blanke Bølge
Paa Baaden føres han,
Kun Hirdmænd ti ham følge,
Ei Fleer der rummes kan.
Saa piilsnart Baaden glider
Mod Vikingsnekken hen.
»Nu siig, hvor Jarlen lider?
Jeg gjæster ham som Ven.«
Paa Bolstre Sigvald hviler,
Karsk iler han nu hid
Og lumsk i Skjægget smiler,
Men skjuler det med Flid.
»Ha, Sigvald! vilst Du svige
Din Herre og Din Drot?« —
»Vist ei! fra Danmarks Rige
Vi gaae til Jomsborg blot!« —
Af Balgen Svend rev Sværdet,
Hans Øie lynte Død,
Men Jarlen uforfærdet
Med haanligt Smiil udbrød:
»Hvordan, min Drot! Du agter
Dit Liv saa saare slet,
At Du for Alvor tragter
Med Staal at kjøbe det?
Sliig Priis var altfor ringe,
Ja, uhørt fast paa Jord,
En Drot bør ikke tinge,
Thi sværger jeg ved Thor:
»Hvis ei af Guld Du eier
Saameget i Dit Land,
At dermed Du opveier
Dit Legeme paastand,
Saa høit jeg Dig mon skatte,
At ingen anden Priis
Formaaer mig at erstatte.
Min Konge! Dit Forliis.«
Kong Svend ham Ryggen vendte
Med Vrede og Foragt,
Hans Blikke harmfuldt brændte,
Til Hevn stod kun hans Agt;
Da faldt hans vrede Øie
Paa Herthas Blomsterkyst,
Og bøgekrandste Høie, —
Det smeltede hans Bryst!
Mens Dragen snelt bortilte,
Græsfriske Gefions Øe
Saa venligt ham tilsmilte
Alt fra den dybe Søe,
Som Barn tilsmiler Fader
Fra Moders ømme Favn, —
Men han, som det forlader,
Kun føle kan sit Savn!
I Kongens Bryst hver Klage
Ved dette Syn tav stil,
Som Aslaug tav saa fage
To Perler demantklare
Der faldt fra Danmarks Drot:
Dem Ægirs Døttre bare
Til deres Faders Slot. —
Snart Jarlens Sviig saa vide
Af Rygtet bæres om.
Da blev stor Sorg og Qvide
Hvorhen det Budskab kom:
I Armods trange Bolig,
I Herremandens Borg
Den Danske deler trolig
Sin Konges Fryd og Sorg!
Det var i Efterhøsten.
Naar Solen daled rød,
Ei Nattergale-Røsten
Fra Busken længer lød;
De Fugle smaae paa Qviste
Forstummed fjernt og nær, —
Det var som om de vidste,
Hvad Sorg der hersked her!
Ei heller smilte Lunden
Som forhen sommergrøn.
Thi Danmarks Haab var svunden.
Nu visned den iløn;
Og Blomsten, som sig vugged’
I lune Sommerluft,
Af Sorg nu Kalken lukked’
Og tabte Glands og Duft. —
Saa langsomt sig nu snige
De Timer, Dage hen;
Kong Svend til Danmarks Rige
End kommer ei igjen.
Thi Trofasthed i Barmen
Boer hos den danske Mand,
Og Kjæmpekraft i Armen, —
Men Guld, det fattes han.
Tak være Danmarks Qvinder,
De guldhaarfagre Møer!
Før Danmarks Navn forsvinder
Ei deres Roes uddøer!
De hengav gyldne Spange
Og Armbaand, Hovedguld,
Ja, Fæstensring, skjøndt Mange
Var den af Hjertet huld.
Da næste Vaar nu smilte,
Til Herthas Moderbryst
Kong Svend tilbageilte; —
Hvo deler ei hans Lyst?
Da dufted Bøgelunden,
Og Nattergalen sang:
Saa reent hver Sorg var svunden
Med eet fra Dannevang!
Og end naar Vaaren bygger
Hvert Aar paa Danmarks Øer,
Den altid bringer Smykker
Med til de danske Møer,
Fra Sydens Blomsterhave
En deilig Sommerflor,
For dem, som de bortgave,
De Piger i vort Nord! —