Fra H. Hertz.
Min Ven! til dine Hænder
Taknemmelig min Bog tilbagevender,
For Sætterfeil saa fri,
Og ved din Omhu, Herren være lovet,
Saa lidt vanheldet af et Bogstav sat paa Hoved,
At den hos dem, der dømme Poesie
Blot efter Trykfeil, kan gaae Ram forbi.
Men mellem os, jeg mærker vel, hvor kritisk
For Poesien er vor Tid.
Jeg er polidsk (jeg skulde sagt politisk) —
Jeg er i dybest Fred betænkt paa Strid.
Vel er der Fred i Staten og i Staden;
Men har man Fred for dem, der søge Strid — paa Gaden?
I Polemik er mange Godtfolk Tyrker;
Den, der er klog, itide sig bestyrker.
For at min Bog nu tryg kan vinde did,
Hvor Du har Hjem og Bo, jeg Intet sparer.
Thi, som honette Folk iblandt Barbarer
Paa Gaden gaae med Vagt af Janitscharer,
Jeg giver den til Vagt den tappreste Forsvarer.
Og Vagten er den drabelige Cid
(For os og Tydsken gjort bekjendt ved Herder)
Hiin Ridderskabets Blomst, hiin Helt saa bold,
Der altid var beredt med Sværd og Skjold
Til Kamp mod Lovløshed og Vold,
Hiin al Vilkaarligheds Forfærder.
Beskyttet bag hans brede Ryg
Min Bog, jeg haaber, vandrer tryg
For dem, der gaae med udenlandsk Paryk
Og grimacerende Gebærder.
— Tag mod den tidt miskjendte gamle Svend
Med venlig Mine!
Og ønsker han at blive hos min Ven,
Da giv ham Ly hos Dig og Øine!
Til H. Hertz.
Hav Tak, o Digter, for din smukke Gave!
Fordi jeg skaante lidt dit trætte Syn
Og rydded Ukrud i din Blomsterhave,
Du sender mig din Bog, hvor Viddets Lyn
Og Lunets muntre Glimt, med Alvor parret,
Alt før henrev mig med sit Trylleri, —
En rig, en mandig Poesie,
En ædel Viin, der skummer over Karret.
Og meer endnu! Til Værn mod alle Farer
— Som selv Du siger i dit smukke Digt —
Du gi’er den med den tappreste Forsvarer:
Den drabelige Cid,
Et Skjold mod aabne Angreb, skjulte Snarer,
Mod Vold og Overlast og andet Sligt —
Som om den saadant Forsvar havde nødig!
For stor din Godhed er, min Ven, thi viid:
Enhver vil finde, Cid er overflødig.
Som han, den bolde Helt, i Kampens Tid
Sin Babieca rustede, sin Ganger,
Og seirede med den i hver en Strid:
Saa sadlede Du selv jo, Sanger!
Din Hippogryph, din ridderlige Hest,
Og hvor den viser sig, den Seier fanger.
Som han i Kampen fløi som til en Fest
Og tugtede de raae og vilde Skarer
Af Maurerfolk og af Barbarer,
Der hærged Spanien fra Øst til Vest
Og førte bort de fredelige Hjorder:
Saa revsede din stærke Stemme
De vilde Horder,
Der tramped ned vort fredelige Hegn
Og hærged Poesiens Land herhjemme.
Som han igjennem Kampens røde Tegn
Og Mærker vandt sin blomstrende Ximene,
Der ung og smuk
Som Rosen med sin Demantdug
Sank grædende i Heltens Arme:
Saa vandt og Du i Stridens Varme
Din Musa, den jomfruelige, rene —
Sit Kys, sit Favntag tidt hun Dig forlene!
Og endelig som han
Blev daarligt lønnet af sit eget Land,
Saa har og Du, min Ven, lidt Utak prøvet;
Men som hans Navn igjennem Sekler lange
Høit over Støvet
I Sangen leve vil: skal ogsaa dit,
Frigjort og frit,
Forplante sig i dine smukke Sange.