Det er smukt det Exempel, I gav!
Naar det Land, der har født os, man krænker,
Paa sig selv Ingen længer da tænker,
Glemmer Alt for dets hellige Krav.
Og den Haand, der kun Pennen har ført,
Der har Penselen brugt og Paletten,
Tager Sværdet og griber Musketten,
Naar blot Raabet: til Kamp! bliver hørt.
Hvad der samled os enig og tæt
Fra vor Syssel ved Bøgen, i Skoven,
Og fra Værkstedet, Essen og Ploven, —
Det var Tanken om Dannemarks Ret.
Den er Præget, der stempler en Mand,
Og ved den tør der Ingen sig skamme —
Det er Funkerne af denne Flamme,
Der skal frelse vort Fædreneland!