Mens Skytset tordnende sit Tab
Indhyller vredt i Dampen,
Paa Høiderne mod Syd og Øst
Sig rask udvikler Kampen.
Hør, Trommen hvirvler! frem det gaaer
De røde Faner vaie;
Dødsenglen hvæsser alt sin Lee, —
Snart skal han til at meie.
Fra Hegn og Grøfter myldre ud
De raske Tirailleurer;
De storme frem, og vidt omkring
Man deres Hurra hører.
En hvidlig Damp bedækker alt
De lysegrønne Sletter;
Bag den i Solen glimrer frem
En Skov af Bajonnetter.
Mens hist og her, paa Marken spredt,
En Saaret alt sig vaander.
De rykke frem, de nærme sig
De mægtige Colonner.
Som tordensvangre Uveirskyer,
Der frem med Stormen vælte
Og under Lyn og Tordendrag
Knusende sammensmelte:
Saadan de stærke Masser nu
Kaste sig paa hinanden,
Dødbringende, med Lynets Fart
Og i usalig Blanden!
Hvem staaer saa kjækt paa Bakken der
Med Kikkerten for Øiet?
Geniet flammer i hans Blik,
Og Stemplet har ei løiet.
Det er en ung, alvorlig Mand,
Tænksom, men frisk i Aanden —
Man seer paa ham, at Kampens Traad
Han holder kjækt i Haanden.
Han stirrer hen mod Busdorfgrund,
Urolig, utaalmvdig.
Thi Overmagten er for stor,
Og Vore trænges blodig ....
Der er han, Den, han venter paa,
Helten blandt vore Helte,
Den kjække Rye, Slagets Lyn,
Vor Klippe, naar det gjældte!
Tilfods og foran sine Folk
Han stormer dristig Banken
Fra Busdorfgrund, og i et Nu
Er Fjenden han i Flanken.
I Linie rask han rykker frem,
Og Modet gjør Mirakler;
Med Bajonnetten gaaer han paa,
Den venstre Fløi alt vakler.
Nu viger den, nu kastes den,
Og Fjenden rask forfølges
Med Skud paa Skud, til atter han
Bag Dannevirke dølges!
Det var et stolt Moment, thi alt
Var Seirens Terning kastet;
Gudinden sænkede sin Vogn —
Men atter bort hun hasted;
Thi Fjenden nye Masser frem
Til ulig Kamp nu fører —
Ved Synet Danmarks Genius
Sit Hoved tæt tilslører;
Hun vil ei fee i frugtløs Kamp
Sin Ungdom bukke under,
Hun vil ei see de brustne Blik,
De Slagnes dybe Dunder;
Hun flygter ræd, thi hvert Minut
Et Dødssuk hende bringer; —
Men Kampens Hane galer høit
Og ryster sine Vinger!
Hør, Skytset brager! Huult og dumpt
I Luften Kuglen brummer.
Granaten klingrer som et Malm,
Spidskuglen hvisler, summer;
Og Jorden zittrer, som den vil
Ved Drønet styrte sammen —
See! rundtomkring fra Muur og Tag
Mod Himlen hvirvler Flammen.
Det dyreste, det bedste Blod
Strømmeviis Jorden fugter;
Hver Fodbred bliver dyrt betalt,
Hvorhen sig Kampen bugter.
Som Strøm og Storm hver Modstandskraft
Beseire langt om længe,
Saadan de stærke Masser nu
Vore tilbagetrænge.
De vige langsomt, Fod for Fod,
Trofast til Fanen bundne,
Af Magten overmanded, men
Endnu ei overvundne.
Nu standse de. For sidste Gang
Et Angreb vil de prøve —
Frem, danske Mænd! til Seier frem!
Fremad, Du danske Løve!
Men en Lavine liig, der ned
Ad Fjeldets Side ruller
Og river Alt i Farten med,
Tordnende og med Bulder:
Saa styrter Fjenden frem igjen
Paa vore Faa. De spredes,
Men hvirvles atter frem i Kamp,
De veed ei selv, hvorledes.
Skilt fra sit Corps, vor lille Ven
Med Strømmen fremad drives;
I Spidsen for en Bataillon
Han med i Tumlen rives.
Tambouren falder. I et Nu
Vi see ham Trommen gribe.
Og muntert „Avanceer!” han slaaer
Trods Kuglerne, der pibe.
Saa tæt som Hagel slaae de ned
Og lysne i kolonnen —
En Kugle gjennem Trommen gaaer.
En anden gjennem Haanden.
Han falder, reiser sig igjen,
— Colonnen fremad hasted —
Men tumler strax! En Hestehov
Har ham til Jorden kastet.
Frem og tilbage, over ham,
Gaaer Kampen flere Gange.
Bevidstløs, blodig ligger han,
Et Offer blandt de Mange. —
Men Scenen skifter. Rundtom ham
Der bliver tyst og stille.
Thi langs ad Slien, Lag paa Lag,
Nu Fjendens Kugler spille; —
Mens Døden der sin gridske Haand
Mod nye Offre strækker,
Her Ven med Fjende fredeligt
Den samme Liigmark dækker.