„Du troer vel sagtens, det er Complimenter,
Naar nu jeg siger, — naa bliv kun ei rød! —
At, før jeg kjendte Dig, en Tid sig prenter
I min Erindrings Dyb, da Sangen flød
Kun sparsomt fra min Læbe, lig en Kilde,
Der ved sit Udspring aner alt sin Død.
Som Jorden, naar i Marts den gjerne vilde
Fremdrive Blomster, men dog ei det mægter,
Fordi dens Brudgom, Vaaren, end sit milde,
Sit varme Blik, sit første Kys den nægter:
Saadan mit Bryst var vinterkoldt og øde
Og mangt et Saar der blødte, som nu lægt er; —
Først dengang Du kom kjærligt mig imøde.
Min Sjæls og mine Tankers troe Veninde!
Da flygted Kulden bort, og Vintren døde;
Med eet jeg mærked, det blev Vaar derinde,
Med eet jeg hørte tusind Toners Klang,
Og for enhver jeg kunde Udtryk finde!
Men hvis, — hvad ei er muligt, — hvis engang
En fjendtlig Skjebne dette længselsømme
Og varme Bryst til Kulde mod mig tvang:
Da maatte Vaaren af mit Hjerte rømme.
Da sluktes Sangens Ild i mine Aarer,
Og Vintren dræbte mine Foraarsdrømme.”
— „„Saa frygt kun ei!”” hun smilte gjennem Taarer.