I det svundne Sekulums sidste Aar
Blomstred der endnu herhjemme
En Digterskole, som vor Tid rent
Har lært i sin Travlhed at glemme.
En Kreds det var af gemytlige Folk
Med sunde og dygtige Evner —
Rahbek, Thaarup, Haste og Pram
Honoris causa jeg nævner.
Men som Dug for Solen de alle forsvandt,
Da Skjaldenes Adam rørte
Sin Harpe ved vort Aarhundredes Gry,
Og med Undren man paa ham hørte.
Af hin Kreds var der en Enkelt igjen,
Som blandt sine Venner mig talte,
Og jeg var hans Ven af Hjertet igjen,
Skjøndt i Spøg jeg ham „Bedstefader” kaldte.
Hvor var han flink og elskværdig,
Livlig og til at vove en Dyst
For Sprogets Skyld altid færdig!
Vi skjændtes bestandig om hvad der var Vers,
Og muntert fløi Stridens Handske:
Han formed sine helst paa Latin —
Jeg vilde nok ha’e dem danske.
En tung Construktion i Snørlivs Corset
Var for ham det Største og Meste;
For mig var den simple, naturlige Form
Den eneste og den bedste.
Men paa eet Punkt mødtes vi begge To,
Skjøndt ad høist forskjellige Veie:
Vi elskede begge det danske Sprog
Som vor kjæreste Arv og Eie.
Og hvergang paa Dansk, paa sit Dansk, han skrev
Noget Nyt, der ei faldt mig i Øret,
Var dog altid jeg glad, naar venligt og mildt
Han kom for at lade mig høre’t;
Thi Tanken deri var smuk og god,
Og hændte der noget Vigtigt,
Saa var han paafærde strax med en Sang —
Stundom selv før det var rigtigt!
Vi mødtes en Dag. Imod Sædvane var
Han mørk og meget alvorlig:
— „Er han død?” — „Nei, men meget daarlig.”
— „Men det har han jo været længe!” — „Ja,
Han vil ikke af med Livet!
Jeg synes dog, naar man er tre og firs
Og længe har gaaet og hivet,
„Saa er det paa Tide, man pakker ind!”
— „Men det synes han maaskee neppe?”
— „Nei Pokker heller! han kan ei faae nok!
Han siger ligesom Jeppe:
„Endnu et Glas Canariesekt!
Ja mærkeligt er det, men givet,
At jo meer man har faaet af Gods og Guld,
Af Ære og Roes og af Livet,
„Desmeer vil man ha’e! Man bli’r aldrig mæt.
Er der Mening i Sligt, gad jeg vide?”
Saa’brummed han lidt, og saa gik vi taust
Henad Gaden Side om Side.
Hvad, tænkte jeg, stikker den Gamle idag?
Til at muntres en Smule han trænger!
Han er ellers saa rar — hvad har han imod,
At hans gamle Ven lever lidt længer?”
Med eet blev han staaende, saae sig om
Og begyndte i Lommen at lede:
„Jeg har skrevet et Vers om Brandis igaar,
Et Gravvers.” — „Hvad! allerede?”
„Ja Sligt gjør man altid bedst forud.
Tanken bli’er mindre fortærsket,
Og Udtryk og Rim — stol De paa mig —
Falde bedre og mere behersket.
„Ja hør nu blot selv! Her kan vi gaae ind.
Det er sammentrængt, kort og fyndigt,
En Dyd, som af Følelsens Miskmask tidt
Forfjamskes, saa det er syndigt!”
Saa læste han for mig de rørende Ord,
Som forud han havde skrevet
Om sin gamle, fuldtro Ven ved hans Grav —
At sige, mens endnu han leved!
Og saa skiltes vi ad; men jeg tænkte som saa:
Hvad om nu den gamle Herre,
Der, siger man, er skarpsynet som Faa
Og vittig som endnu Færre —
Hvad om han nu saae sin gamle Ven
Hen til sin Sygeseng komme
Og saae med det samme det rørende Vers,
Som han gaaer med der i sin Lomme,
Han sagde vist: „Gjør jeg Dig Tiden lang
Saa lad os faae Ende paa Sagen!
Vær rolig! Nu skal jeg krepere strax,
At dit Vers kan komme i „Dagen.”