Som Fuglen, der flyver fra Reden ud
For Vingekraften at prøve,
Forlod jeg mit Hjem for paa egen Haand
Mit Mod, mine Kræfter at øve.
Nitten Aar gammel modtog jeg glad
En Huslærerpost hos en Greve
Til i Drøm og Digtning at leve.
Der flakked jeg om, saasnart jeg var fri,
Mellem de mosgroede Stammer;
Der søgte i Middagsheden jeg Ly
Mod Solgudens Pile og Flammer;
Der lyttede jeg til Naturens Røst,
Dens anelsesfulde Stemmer;
Der fatted jeg først den Rigdom, som
Dybt i sit Indre den gjemmer.
Og mens Fuglen sang i det grønne Læ,
Og i Skovbunden Blomsterne dufted,
Og friskt det i Grenene lufted.
Familien selv var elskværdig og god.
Den leved lidt ensomt, lidt stille
Og tømte vist mangen en bitter Drik
Af Selvfornegtelsens Kilde;
Men af Adelshovmod var der ei Spor:
Man iagttog de samme Grændser,
Om der spiste ved Bordet en Landsbypræst
Eller et Par Excellencer.
Et Træk, en Scene fra hin Tid har
I Tankerne lidt mig gottet.
— Med den gamle Greve fra Marken jeg kom
Og vendte tilbage til Slottet;
Det var i August, i Feriens Tid.
I Besøg hos mine Elever
Var der kommet nede fra Holsten et Sted
Et Par smaabitte tydske Grever.
Den Ene af dem, en femaars Krabat,
Var, just som vi nærmed os sammen,
Raget uklar med Hanen, et iltert Dyr,
Som stod der, høirød i Kammen.
Drengen var flygtet hen i en Krog,
Og foran ham Hanen sig brysted —
Den slog med Vingerne, galede høit,
Og opbragt Kammen den rysted.
Angst og forbittret den Lille stod,
Og med Fødderne arrigt han tripped.
„Ich bin Graf Magnus Moltke!” han skreg;
„Ich bin ....” men Stemmen ham glipped.
Et Syn for Guder! Den Lille, der græd
Og paa Grevetitelen pukked,
Og Hanen, der brysted sig seiersstolt,
Og Hønsene rundtom, der klukked!
„Har den ingen Respekt?” raabte Greven og lo.
„Aah, det er Forpagterens, Hansens!
Den er uopdragen! tænk blot, en „Graf”!
Saa skal den og skee al Landsens! ....
Og saa nikked han til mig nok saa polidsk,
Svang et Par Gange Stokken
Og gik ikke op med den Lille ved Haand
Før splittet var hele Flokken.