Der er smukke Træer, som kun sætte Blomst,
Men ei give Frugt. Naar de ældes,
Seer man paa dem med vemodig Lyst,
Og det smerter En dybt, naar de fældes.
Saadant et Træ var han, som jeg her
Vil prøve at tegne med Pennen.
At jeg dvæler ved Fortrin, ikke ved Feil,
Vil man sagtens tilgive Vennen.
I vor Literatur har han ingen Plads.
Den Ære fristed ham ikke,
Og dem, der søgte den, saae han paa
Med mildt satiriske Blikke.
Jørgen Jørgensens Navn var dog vidt bekjendt;
Naar en Vittighed gjorde sin Runde,
Naar en ypperlig Skjemt slog ned som et Lyn,
Var strax han i Alles Munde.
Hans sorte Haar var alt sprængt med Graat,
Dengang han til mig sig slutted,
Men hans Vittigheds Skat var ikke forbrugt,
Og som Rigmand med den han rutted —
Dog ei til hver Tid og ei for Enhver.
Det var tidt, som Natur han skifted
Og gik og bar paa en hemmelig Sorg,
Som aldrig for Nogen han skrifted.
Men som der er Blomster, der aabnes først,
Naar paa Himlen Stjernerne spille,
Udfolded hans Vittigheds Blomst sig bedst
Om Aftenen — helst noget silde!
Ved Glassenes Klang, i et muntert Lag,
Helst mellem unge Studenter,
Der kjendte ham, gav hans Vids Capital
De allerutroligste Renter.
Det knittrede som et Fyrværkeri,
Man saae Raketterne suse
Og løse sig op i en lysende Regn,
Man hørte det larme og bruse!
Men allerelskværdigst var han dog, naar
Om Aftnen man sad med ham ene
Ved et godt Glas Viin, mens Ordene gled
Som en Bæk over Søgræs og Stene.
En saadan Scene jeg mindes endnu.
Vi sad hos Mini og snakked
Gemytligt og glad om Løst og Fast,
Og ud paa Aftnen det lakked.
Det var som en Fest, og Tiden løb
Paa dobbelt hurtige Fødder;
Da kom der igjennem Stuen to —
Hvad paa Nydansk man kalder to „Rødder
De gik hen til Jørgen, hilste ham flot,
Begyndte at conversere
Og syntes slet ikke at drømme om,
At det var muligt, de kunde genere.
I Begyndelsen svarte han koldt og kort,
Men derefter taug han ganske,
Saa gik det istaa, og saa drev de af —
Som det lod til vrede og spanske.
Der blev en Pause. Det syntes, som om
Han ærgred sig over de „Venner”;
Saa spurgte jeg rolig: „Hvad var det for To?”
Han gned sig i sine Hænder:
„Vorherre kjender dem!” sagde han let;
Og med et Par skjelmske Blikke
Føied han til: „Det var bedst maaskee
For dem, om han kjendte dem ikke!”
Saa lo han, og jeg stemte muntert i.
Glad med hinanden vi klinked,
Drak vor Viin og skiltes saa ad
Derude, hvor Stjernerne blinked.
Ak, der er Træer, som kun sætte Blomst,
Men ei give Frugt. Naar de ældes,
Seer man paa dem med vemodig Lyst,
Og det smerter En dybt, naar de fældes.