Forunderligt, ei sandt, at sligt
Et Blomsterliv kan stige
Hvert Aar saa vaarligt og saa ungt
Frem af de Dødes Rige.
Forunderligt, at denne Jord,
Saa kold, saa fattig, føder
Af dunkle Skjød en Rigdomsskat,
Som den, mit Øie møder.
Det liv- og farveløse Stof
Blev Skaberkraften givet!
Er det dog ei, som gjennem Død
Gaaer Veien først til Livet?
Naar Blomsten visner, naar den Glands,
Hvormed saa rigt den spilled,
Er tabt: da blomstrer først dens Frø —
Betydningsfulde Billed!
Thi Menneske! maa ei dit Leer,
Din Støvdragt gaae tilgrunde
Lig Plantens, for at Sjælens Frø
Til Modenhed kan stunde? — —
Jeg lagde mig paa Teppet ned,
Det friske, fløielsbløde,
Som Vaaren virker lige smukt
For Levende, for Døde —
Et Brudeteppe, broget, rigt,
For dem, som Livet love;
Et Vuggeteppe, blødt og blidt,
For dem, som stille sove!
Men som min Tanke sysled nu
Med dem, som var og ere,
Da havde jeg en selsom Drøm —
En Drøm? Nej, det var mere.
Et barnligt Væsen for mig stod,
Jeg kjendte godt den Lille,
Jeg kjendte Mundens søde Smiil
Og disse Øine milde.
Ak denne Mund blev aldrig rørt
Af nogen Mund! den lukked
Sig som en Blomst ved Aftentid,
Da Døden Faklen slukked.
Og disse Øine — aldrig saae
Jeg to saa uskyldsblide! —
De lukkedes, de fik ei seet.
Alt hvad jeg maatte lide.
Men deilig gik hun i sin Grav
Og ung som Vaarens Engel —
Ei som en Blomst, der visner seent
Og falmer paa sin Stængel.
Nei, heller see min Rose død,
Af Stormen rask bortveiret,
End see den falme Blad for Blad,
Af Vinteren beseiret!
Nu stod hun atter for mit Blik,
Forklaret i sin Larve, —
En Alpeplante, uden Duft,
Men reen og skjær af Farve.
En Glands, en himmelsk Klarhed flød
Om hendes lyse Lokker;
Som Stjerner tindrede deri
En Krands violblaae Klokker.
Mit Øie mødte hendes Blik,
Men nærmere hun svæved;
Den sine, lilliehvide Haand
Velsignende hun hæved;
Hun bøied sig saa sylphelet,
Saa luftig som en Taage,
Og aandede et sagte Kys
Paa mine Øienlaage. —
Men da jeg atter dem opslog,
Ak, da var jeg alene, —
Men trindtom mig udfolded sig
En ny, en herlig Scene. —