Blandt Guder og Gudinder var der Strid,
Thi Dag og Nat blev skiftet ud til Alle,
Og hver fik til at herske i den Tid,
Der efter Skjebnen maatte dem tilfalde.
Aurora fik den aarle Morgenstund,
Børstiden tog Mercur, men Middagsheden
Fik Phøbus, Pallas Aftnen, og med Grund
Fik Morpheus Nattens Timer til sit Eden.
Fordelingen var alt forbi, da kom
Gud Amor springende med Piil og Bue.
Han havde spøgt i Lundens Helligdom
Med Nympherne i Aftensolens Lue.
Han hilser Guderne med lystig Skjemt, —
Dog ak, til Sorg forvandler sig hans Glæde,
Thi snart han mærker, at man ham har glemt:
Da monne Taarers Glands hans Øie væde.
Men Pallas hen til Elskovsguden gik:
„Vær rolig, Du! Du skal ei Stedbarn være!
Naar Dag og Nat ved Solens Afskedsblik
Sig møde i et Kys, Du Sceptret bære!
Vel sandt, Du hersker stakket kun, men viid:
Du er dog lykkeligst, thi Støvets Sønner
Vil glemme Nattens Uro, Dagens Slid,
For dette Øieblik, hvor Du dem lønner.”