Der var den sjette April Klokken sex —
husker til Punkt og Prikke
Man Dagen og Timen og meget meer,
Men Aarstallet husker man ikke.
Dog een Ting mindes jeg godt:
det var I de patriarkalske Dage,
I den Tid, som Ploug kan ei lide, at
Man ønsker sig stundom tilbage;
Og een Ting mindes jeg ligesaa godt:
Jeg var ung, gjorde gale Streger,
Men elskede Winther, Heiberg og Ploug
Og sværmed for Oehlenschlæger.
Da mødte jeg ham, som jeg nævnede sidst
— Det var foran paa Østergade,
Den Gade, der egner sig mindst af Alt
For Poeter til Promenade.
Jeg gik paa det ene Fortog, og han
Kom hist paa den anden Side
Med sit smukkeste, mest olympiske Smil
Og sit Blik det straalende blide.
Saa vinked han mig og vinked igjen,
Og jeg, som forstod hans Kalden
Og aldrig har manglet Subordination,
Jeg skyndte mig over til Skjalden.
Han kom imod mig, og just som han mildt
Hænderne mod mig strækker,
Og just som ærbødig og hjerteglad
Min Haand i hans Høire jeg lægger —
Faaer jeg et Stød, et forfærdeligt Stød!
Det knaged i Skuldren og Frakken,
Og jeg styrted omkuld, thi Stødet kom
Fra en Mand med en Bjælke paa Nakken.
Og Manden og Bjælken og jeg vi laae
Henslængt i broderlig Klynge!
Det sortned for Øiet; jeg følte en Vægt
Som et Bjerg paa Lemmerne tynge.
Men er man kun lidt over tyve Aar
Og veed ei, hvor Skoen trykker,
Saa har man paa Livet et voldsomt Krav
Og gaaer ei saa let i Stykker.
Det gjørde jeg ikke heller, men
Jeg samled mig op med Lempe,
Og da jeg igjen paa Benene stod,
Følte jeg mig som en Kæmpe.
Mit Blik faldt paa Skjalden, der urørt stod.
„Det er tredie Gang jeg har været
I Livsfare!” stammed han bleg som et Lig.
„Gud være priset og æret!”
Men saa kom hans kjærlige Hjerte frem.
Og ømt han tog mig om Nakken.
„Men, kjæreste Ven, er der Intet itu?”
— „Nei, dengang blev det ved Frakken.”
Saa lo han og trak mig afsted saa glad
Som en Mand, der har Sit paa det Tørre
Men jeg — jeg ønsked til Gud saa smaat,
At hans Livsfarer aldrig blev større.