Solstraalen bryder gjennem Sky,
De vaade Morgentaager flye
Fra Dovres steile Sider.
Urokkeligt mon Fjeldet staae,
Men Havets Bølge, blank og blaa,
Mod Stranden langsomt glider.
Alt er saa stille. Intet Liv
End rører sig i Busk og Siv,
Et Langskib kun man skuer;
Bag Næsset, i den snevre Bugt,
De gyldne Skjolde glimre smukt
I Morgensolens Luer.
Men høit paa Strand, blandt Steen og Gruus,
Brøstfældigt staaer et Bjælkehuus
I Ly af Birkeskoven.
Ei Solens varme Straale naaer
Til Hyttens Tag, thi Granen staaer
Og skygger sort foroven.
I Kammerset en gammel Mo’er
Afstøver Bænk og Disk og Bord,
Mens travlt omkring hun rokker.
Hos hende staaer en yndig Mø,
Med Øine som den dybe Sø
Og gyldenlyse Lokker,
Dem fletter hun. Den gyldne Pragt,
Der skjuler hendes ringe Dragt,
Maa lystre hendes Villie;
De snoe sig om den hvide Arm
Og glindse smukt paa Hals og Barm,
Som Sol paa Markens Lillie.
Saa slynger hun, den Jomfru fiin,
Sølvkjæden i de hvide Liin
Om Barmens Tvillinghøie,
Og smilende hun seer, hvordan
Det gyldne Spange sig paastand
Om Midien smukt mon bøie.
Sligt huer ei den Gamle godt,
Hun gaaer omkring og skjænder smaat,
Alt mens hun Gulvet feier;
Men hendes Harm, ja den er spildt,
Thi Pigebarnet nikker snildt
Og leer deraf og neier.
Da høres Vaabengny og Larm.
Hun iler hen til Vinduets Karm,
Men i den lave Stue
Indtræder flux i Pandser blank
En Kæmpe, stoltelig og rank,
Med Skjold og Stang og Bue.
Den Gamle mon sig ydmygt tee,
Men Kæmpen synes ei at see
Paa hendes sære Fagter;
Han træder hen med Smiil paa Kind
Til hende, som med barnligt Sind
Nysgjerrig ham betragter.
„Hil dig og sæl, min vakkre Mø!
Mit Skib er landet under Ø, —
Kan jeg lidt Kundskab hente
Hos Dig, mit Barn, om dette Sted?
Frygt ei! Jeg gjør Dig ei Fortræd,
Min vakkre, norske Jente!” —
Hun svarer snildt: „Ei ræddes man
Saa saare let i Norges Land!
I er paa Spangarhede.
Hvis intet Ærind der I har,
Vil Eders Fryd ei blive svar, —
Her venter Jer kun Kjede.” —
— „Mit Ophold her kun bliver kort,
Thi Nornen vinker længer bort;
Dog ei jeg kunde dæmpe
Min Lyst at hilse Norges Gran,
Dets hvide Fos, dets høie Strand
Og Klippelandets Kæmpe.
„Thi har jeg teltet Skibet nu,
Skjøndt stærkt til Hjemmet staaer min Hu,
Ja, hvad der er langt værre:
Mig venter en livsalig Brud,
Et ungt, et fagert Rosenskud
— „Eia! Saa skynd Jer, Herre!” —
Han tier qvær en stakket Stund,
Et Smiil sig lægger om hans Mund,
Saa hæver han sin Stemme.
At hun er skjøn, det føler han,
Men har hun ogsaa Kløgt, Forstand?
Det maa han først fornemme.
„Nu, nu! Giv Tid!” han taler huld,
„Kom først i Morgen ned, mit Guld!
Til Stranden, før jeg letter;
Der skal en Bøn Du opfyldt faae,
Hvad selv Du vil, — men pas nu paa,
Et Vilkaar jeg Dig sætter.
Ei fastende Du komme did, —
Dog maa Du ei ha’e nydt en Bid!
Lad Ingen med Dig fælge, —
Dog ene heller ei Du gaae!
Din Skjønhed, Barn! ei blottes maa, —
Dog Intet maa den dølge!”
Han tier qvær en stakket Stund,
Saa hilser han med Haand og Mund
Og ned til Stranden stunder.
Den Gamle skjænder, bruger Mund,
Men Pigebarnet sukker kun,
Seer efter ham — og grunder. —
„Naa, rør Dig, Kraka! Sid ei saa!”
— „Ei Kraka I mig kalde maa!
I har en hæslig Vane,
I skjænder steds til intet Gavn.
Jeg Aslaug er. Min Faders Navn
Var Sigurd Fafnirsbane!
„Da han blev dræbt, et Barn jeg var.
Kong Heimer var min Fosterfa’er,
Han snildt mig skjulte, hed det.
Han i en Harpe mig medtog.
Men naar jeg græd, han Harpen, slog, —
I troer nok ei, jeg veed det?
„Da paa sin Flugt han herhid kom,
I dræbte ham. Hans Eiendom,
Hans Skat I monne rane.
Nu, bliv ei bleg! Saa skjælv dog ei!
I Morgen seiler jeg min Vei, —
Jeg vil ei Eders Bane.” — —
Solstraalen bryder gjennem Sky,
De vaade Morgentaager flye
Fra Fjeldets steile Sider.
Ved Stranden Kæmpen venter alt.
Naar Længsel Timerne har talt,
Kun langsomt Tiden glider.
Da nærmer flyvende og let
Ung Aslaug sig — men seer han ret?
En Guldglands Øiet blænder!
Det lange, tykke, lyse Haar
Sig som en gylden Kaabe flaaer
Om Skuldre, Barm og Lænder.
Hvem stod ei gjerne der paa Luur?
Liig straaguult Tag om hviden Muur,
Saadan sig monne lægge
Fra Issen til den lille Fod
En bølgende, en gylden Flod,
Et tugtigt Guldmors Dække!
Ved Stranden, under Fjeldets Hang,
Hun sagtner rødmende sin Gang.
En Hund med hende følger.
For Kæmpen ganger hun at staae,
Hun nejer dybt og taler saa,
Mens hun sin Rødmen dølger.
„Ei fastende jeg kommer hid, —
Jeg i et Løg har gjort et Bid.
Min lille Hund mig følger, —
Og dog jeg ene herhen gik.
Jeg staaer ei nøgen for Jert Blik, —
Skjøndt Klædning ei mig dølger.”
— „Du taler ret! Siig frem din Bøn,
Mit snilde Barn! og tag din Løn,
Dit Ønske skal opfyldes,
Det sværger jeg ved Staal og Stang!
For Østresaltet næste Gang
Af Solens Glands forgyldes.
— „Nu, hvis I staaer ved Eders Ord,
Saa hør mig! Tag mig med ombord
Til Eders Brud, den væne!
Jeg kan baldyre, væve, toe,
Jeg hendes Vink vil lyde fro
Og trofast hende tjene.”
— „Nu vel, mit Barn! Du følge skal!
Dog Du skal herske i min Hal,
Ei lyde som en Terne.”,
— „Men Eders Brud?” hun hvisker, seer
Ned for sig, rødmer høit og leer
Undseelig som en Stjerne.
Han favner hende kjækt. „Ih nu!
Vær uden Frygt, mit Guld! Troer Du,
Misundeligt hun blegner?
Min Brud er Danmark! Venligt hun
Os favner i sin Bøgelund, —
Og jeg er Konning Regner!”
Hun blusser, synker til hans Barm.
Han sætter hende paa sin Arm,
Og med sit gyldne Bytte
Han gaaer med kjække, stolte Fjed,
Den raske Drot, til Skibet ned.
— Ægir hans Fart beskytte! —