I Rom traf jeg H. C. Andersen, som
Var paa Veien til Orienten.
For ham var dengang hans Ophold i Rom
Kun en lang, kjedsommelig Venten.
Sine Indtryk af den evige Stad
Havde Form og Farve han givet
I en ypperlig Bog, der afspeiler smukt
Nu tørsted hans Sjæl kun efter det Ny,
Som Bosporus skulde ham bringe,
Og utaalmodigt han higede blot
Efter atter at prøve sin Vinge.
Vi boede sammen Dør om Dør
I Capucinernes Gade,
Men saaes kun lidt, som oftest kun naar
Ved Middagsbordet vi sade.
Med Küchler, hvis Lune forfrisked
Saa tidt mit Sind, naar Længselens Røst
Et Par Navne i Øret mig hvisked.
Hvor kunde jeg dengang ane, at han
Som kunde saa morsomt fortælle,
Vilde begrave engang sit rige Talent
Og sin Barnetro i en Celle?
Vi spøgte og loe, just som Andersen kom
Og satte sig hen til Bordet.
„Jeg har Breve fra Hjemmet. Mine Digte er nu
Oversatte paa Tydsk!” tog han Ordet.
„Men har Digtene ikke tabt derved?”
Spurgte Küchler. — „Nei, man har fundet
I „Berlingske”, at det er ypperligt gjort!”
— „Maaskee de endogsaa har vundet?”
Det Spørgsmaal kom saa uventet og
Overraskende for en Forfatter,
At Andersen saae paa os begge To
Forundret atter og atter.
Saa brast jeg i Latter, Küchler med,
Og en Smitte ved Latteren hefter,
Thi det maa jeg sige til Andersens Roes:
Han lo med, saa det klukkede efter;
Og han tilføied glad: „Ja, nu reiser jeg snart!
Jeg har faaet de Penge, jeg venter.”
Saa drak vi hans Skaal og forsikkred ham, at
De Penge, de vilde gi’e Renter.