Kalliope
→
Poets
→
Aage Matthison-Hansen
→
First lines
Aage Matthison-Hansen
(1864–1938)
Works
Poem titles
First lines
Biography
Søg
A
Af friskspunden, snehvid Silke
Aftenens Brise leger nu ved Stranden
Ak, du min skønne Fugl, min Kolibri
Aldrig fra min Vej du viger
Aldrig jeg var i Firentze
Aldrig stanser Hjertets Længsel
Aldrig saa jeg saa fager en Mø
Alle Blomster ere fødte af Solens Straaler
Alle Skovens tavse Trær
Alle unge Længsler bruse
Alt det faste Land forsvinder
Alt er stille — Vinterdagen
Alt Morgensolen straaler blidt
Andre har Arbejdet, Lyset og Solen
At Enhver af os har Venner
B
Bier, Bier!
Bleg og for stedse stum, for stedse! hviler du
Blomster og Fugle — store Volièrer —
Bryd frem, bryd mægtig frem, du brede Bølge
Bækkens Vande saa tungsindigt ile
Bølgerne mod Skibet slaa
D
Da jeg badede i Forgaars
De Blomster paa Marken vokser i Fred
De bruser, de blanke Vande!
De dunkle Skyers Dække
De kom til Verden samme Aar
De vilde Roser
De vildtforrevne Skyer over Maanens Lysning jager
Den barmhjærtige Kærlighed lever iblandt os
Den danske Ungdom samler sig og synger
Den grønne Vedbend som en Flod
Den hvide Blomst
Den hvide Engel, som hver Nat mig følger
Den lille Blomst Ing-wha, hvis Skønhed alt betvinger
Den, som har elsket Verden kysk og stille
Den, som har Vilje og paa Verden tror
Den, som kan synge
Dengang Skoven sig omslynged
Der er en fager Blomsterbrud
Der er en Rose, i hvis blide Smil
Der gynger Æbleblomster
Der lyser Sol fra Østen
Der staar som et syngende Billed’
Der vokser en Busk
Det er Guds Godhed, der føjed det saa
Det er langt inde i den ubanede Skov
Det lille Brev
Det tager Tid
Det var ej nogen Herregaard
Det var lutter Sol, der lyste
Dette Isbjerg i dit Indre
Digterhustru — i hvis Tanker
Din ranke, mørke Skønhed er uden nogen Lige
Dit Barn du bag Kulissen kunde amme
Dit Hjærte, siger du, er hos de Døde
Du, Digternes Muse, du hvis rene
Du døde Sjæl, der glider sky og bange
Du er det brusende Vandfald
Du er saa skøn i Vaarens Ynde
Du Fiskernes Sanger og Havets Drot
Du Hjærte, som banker, du Fugl, der fløj ind
Du hvide Blomst ved Nattetid
Du sagde: vore Haar vil blive hvide
Du skælvende Gnist i det kyske Blaa
Du stod mod Flyglet lænet ind
Du tifold lykkelige By, hvis Mure hegne
Dvæl her, hvor højt sig Himlen hvælver
Død! nedstyrtet! død!
Døden lurer skjult i hver en
E
En blomstersmykket Hytte
En Crimsonrambler ejer jeg
En nobel Mand, retsindig og solid
En Rimfrostdag ved Foraarstid
En sart-fortrolig, drømmesvanger Luft
En Skuespillerinde, der er Barn
En stilfuld Park, Bymure stænger den
En Søndag i dit stille Barndomshjem —
En Taare har sænket sig dybt i mit Indre
End bruser Kilden, som en Foraarsdag
Enhver, som en Aften silde
Ensom jeg gaar paa Axelstadens Volde
Er Luften kold og Skyen sort
Er min Kærlighed ung
Et Flodløb er vort Liv. Er Vandet klart
Et heftigt Uvejr raser nu til Morgen
Et Kildevæld er dybt i Sjælen gemt
Et Væld af Roser blev i Bowlen stukket
F
Farvel du Sted, som jeg har kær
Fejlslagne Haab gør Sjælen syg og mat —
Fik du ved Fødselen
Flagdugen smælder
Folkelærer — Folkeleder
Foraarsdage
Fr. Melbye — ej engang dit Navn
Fra Grækenland til Albions Kyst
Fra Himalaya de kom til mit Hjem
Fra Skygger af Smærte, fra sorte Skyer
Fremmed end!
Frosttaagen bølger som et skygraat Hav
Funklende, glimrende
G
Grønt er som Glas det faldende Vand
Gud er mod sine Børn saa god
H
Halvskjult bag slumrende Skygger
Han lyste af Begejstring for den rene
Han var den største — ubestridt
Han var et Storvildt, fanget ind
Han var saa skøn og Væksten rank
Har Stormen raset og et ublidt Vejr
Hendes fyrstelige Godhed
Henover Gulvet valser hun i Takt
Her hviles min Barndom og Barndommens Drømme
Her, hvor den stille Have skraaner ned
Herude, hvor Luften aander saa sval
Hesperien, hvis Haver er berømte
Hesperus, din Straale glider
Himlen er blaa
Himmelen var lav og byget
Hjærte har du og Forstand
Hun gav Andre Glæde
Hun sad foran mig. Hendes Hænder
Hun sagde: Hanen galer!
Husets Herre ejer Vin; men skænk den ej endnu
Husker du en Aften ved Carola-Sø?
Husker du kære de Timer
Hvad er det for et Lys, der funkler frem
Hvad er vel Sølvet i din Brudekrans
Hvem kender Tiden? — Tiden er som Dugg
Hver Barnesjæl er en sejlende Drøm
Hver, som elsker eller hader
Hvergang jeg min Sjælefred har forsømt
Hvergang Nattens dybe Stilhed
Hvid falder Sneen, hvid og tæt
Hvor de tavse Graves lange Rækker
Hvor er dog Løvet friskt og ungt
Hvor Floden har sit Udløb i Havet
Hvor glider Gedden langsomt gennem Vandet
Hvor herligt kunde Viddets Gratie spille
Hvor malte du smukt i de unge Aar!
Hvor ofte kan i Nordens kolde Zoner
Hvor Sjæl er en Draabe, der skælver
Hvor Springvandets Straaler mod Vandspejlet plasker
Hvor Synskredsen trindt er randet
Hvor sødt og spørgende du Blikket retter
Hvorfor disse sorte Skyer?
Hvorfor er vor Vej saa blomsterstrøet?
Hvortil de mange Kvaster
Højt i Luften Lærken gynger
Højt paa en Alpekæde
Hører du vilde Skumheste stampe
Haaret med dets mørke Fald
I
I de svale Klosterganges Skygge
I den Morgensol, som rinder
I dine Blik jeg mig begrave vilde
I disse vaagne Nætter
I Himlen er Solskin og Varme og Sommer
I Hjertet er Regn og Kulde
I Paktolos sank Midasguldets Plage —
I Solskin paa en frugtbar Eng
I Sommer har jeg gæstet Schack-Staffeldts Fødested
Ikke længer, stygge Amor
J
Ja, jeg har fejlet inderligt — hvorledes?
Ja, jeg véd det — Lykken vinker
Jeg drager Liv af dine Kys og mine Arme
Jeg er en Guldsmed uden Forstand
Jeg er en Stormfugl — fjærnt jeg kan mig svinge
Jeg er sytten Aar, jeg er ung og varm
Jeg frygter Granskoven
Jeg færdes atter paa de trange Veje
Jeg gik derud en Dag, da jeg var syg
Jeg gaar nedad den lange Allé
Jeg havde taget en lille Due til mig
Jeg henter dig paa Vejen — ja
Jeg husker en Nat, det er længe siden
Jeg husker en Vinter, da Kulden skar
Jeg husker godt en Dag
Jeg hører Tøet dryppe
Jeg kan ej tale — jeg er altfor klog
Jeg kom fra Sjællands kornbevokste Dale
Jeg ligger syg, og du er rejst herfra
Jeg spurgte en Blomst i hvis Indre
Jeg søgte Plads hos Døden i hans Have
Jeg saa mit Billed i en Irisbue
Jeg vandred langsmed Bækkens Bred
Jeg véd, at dit Hjærte kan banke saa hedt
Jeg véd, at du en Anden ægte vil
Jeg véd det vel, at mange ædle Venner
Jeg véd etsteds i Skoven
K
Kina er en Dødens Have
Kinas Kultur, den gamle, den største
Klippen i Havet staar mandig og fast
Kom, lad os danse, elskede, søde
Kom, Sol og Vaar, med Blomsterduft
Kong Dasharja sig formæled
Konning Volmer drager ad Gurrevang til
L
Lad mig ikke glemme at synge
Lad Skroget kun knage
Langs Himmelranden Skyerne sig løfter
Luften er svanger med Hyldeduften
Lykkelige Formens Mester
Lysere end Solens Straaler
M
Marken er nu bleven grøn, og Guldstjernen blinker i Græsset
Mellem Huse, graa af Ælde
Mellem Nøkkerosers
Mens vi glider langs de kendte Kyster
Min blide Hustru, disse Fjedre blaa
Min Husbond, da du paa hans Majestæts Befaling
Min Sjæl har savnet dig i tunge Dage
Min Sjæl var som et Skumringsland
Mine Digte er formede af mine Følelser
Mit Indre rummer Takkens Flod
Mod Øst, hvor Floden baner sig
Maanen lyser paa Himlen
N
Nat over Engene hviler
Natuglen skriger trist i øde Klippekløfter
Naturen talte ikke længer til mig, den var tavs
Neruda er død! — Neruda!
Nu bruser alle Bølger fri
Nu bryder Solen sin lynende Klinge
Nu er jeg fattig, du er rig
Nu flammer Skyers Purpurdragt
Nu holder selv jeg for min Mund
Nu løftes Havet — Floden sætter ind
Nu sprænger Aarets Vinge hest sin Tøjle
Nu sørger vist Enhver af os
Naar alle Længsler vaagner
Naar for Høstvindens iskolde Finger
Naar Søvnen vifter med sin Valmustængel
O
O hvor jeg elsker den Verden
O, kald mig ikke følesløs
O, vé mig dog! vé, for mit arme Hjærte
O, Vin, der bruser stærk og fin
O, vær mig god, Gud Fader i det Høje
Ofte har Vennerne sagt mig
Ofte ses et Landskab
Og hvis du en Uret har lidt
Opsaml og sænk i Dybden af dig selv
Over det øde Hav sejler den store Damper
Over Mosen sejler stille Dampe
P
Prøve vilde du mit Hjerte
Paa Bjærgets Skraaning sad jeg
Paa det brede Bondeland
Paa dig har aldrig Elskov ødslet sit Geni
Paa Straaet bygger Svanen sig sit Hjem
R
Roser! hvis brusende Fejen
Rundt om mig kvidre tusind Fuglestemmer
Rustnet er Harpen — Strængene brast
S
Sangerne tier herinde
Se her en Søjle, der tillive bragt
Se, hvor Naturen sine Farver fletter
Se! paa hint Hjørnevindu, vendt mod Vest
Sig, hvorfor tier Graven — hvi ligger den forladt
Sjældent skrev jeg; thi Apollo skænked sjældent mig sin Gunst
Skjald, hvorfor tier dit Sangerbud
Skoven snedækt, ak! Høstens skarpe Vinde!
Smiler tvende Øjne
Smækker som Liljen er hendes Vækst
Snart er det Nat! Hvor langsomt Solen daler
Solblomst, du stolte, du dejlige Solblomst!
Solfaldets Luftning har kruset
Som et sibirisk Øland ligger Stranden
Som fattig Yngling søgte jeg at nære
Som gulnet Blod har Taagen
Som naar fra Drypstenshulens Mørke daler
Som Solen, der sin Bølge slaar
Som Strehlenau i Tungsind hyllet ind
Som Træets Ved hvert Aar vil skyde Ringe
Spredt over Himmelens Mørkeblaa
Springbalsamine! hvis Blomster
Stengaarden ligger skjult bag høje Hække
Stille, Hjerte, stille
Stor er Kung-tze
Store, stærke Kvinde
Strejf dog ej Himlen som et Stjærneskud
Stryg friske Blæst
Sænk ej i Skaalen for din søde Lyst
Sørg ej, naar Verden Sorger dig bereder
Saa du en Lykkedrøm forgaa
Saa er den endt den Sang, som dybt dig saarer
T
Taffelformet dine Kyster
Tal ikke til mig, udtryk ej i Ord
Ti Aar er der svundet siden
Tiden, der flyver som Pilen
Til hver iblandt os bringer Skæbnen Bud
Til Tider skriver du Vers, det er stort, ifald du er Digter
Tilhørerinde — du, som selv har lidt
To Bølger gled paa Langfart ud
Tre Ynglinge drog gennem Verden frem
Trofast og ren i al din Færd
Trækfugle ere vi — Fugle
Tungt for Fejlene der bødes
Tæt inde under Vandplanterne
Taagen gør Gaderne dunkle
U
Uagtet det er Vinter
Underlige, blanke Stjerner
Undervandsplanter, som drejer og vingler
V
Vandliljen i den dybe Sø
Ved Livet led og dog ej rede til at dø
Ved Siden af Hong-ting Bro
Vejen til Haga er prægtig
Vel mødt i Humlehaven
Venlige, kærlige Ord og trofaste Haandtryk dig følger
Vi er Fuglene paa Havet
Vi samle og samle Pisanger
Vidtrækkende Mørke! Besejrelsens Skygger
Vilde Roser, vilde Roser
Vildt, vildt, vildt bryder Blæsten om Land
Vinden vifter saa koldt, af Grenene kapper den Løvet
Vogt dig, lille Sommerfugl
Vær hilset, Mester, som fødtes i Maj
Æ
Ædle Ven, hvor aabner sig for Freden