Sangen om Nøkkeroserne
(Efter Wan-chan-lin).
(Efter Wan-chan-lin).
Mellem Nøkkerosers
fagre Blomsterriger
færdes der en Skare
kønne, unge Piger.
Kønne, unge Piger,
klædt i lyse Kjoler,
der med Skæmt og Latter
deres Ungdom soler.
Nøkkerosens Blade,
der sig ogsaa soler,
er af samme Farve
som de lyse Kjoler.
Som den unge Piges
Rosenkinder gløde,
er dens Blomsterkrones
Blomster lyserøde.
Bladenet og Kjoler,
Pigens Rosenkinder,
og de søde Blomster
i et Kaos rinder.
I saa tæt en Klynge
at man ej kan gætte
der er unge Piger,
før de høres synge.
Da faar først man Øje
paa de unge Piger
mellem Nøkkerosers
fagre Blomsterriger,
Saaledes legede fordum de yndige Piger fra U,
deres Søstre fra Landet Yu
og de Skønne hos Kongen af Thsu.
Da vandred langs Strandbreddens Runding
de leende unge Piger
helt ud til Flodløbets Munding.
Indtil de øjned en Skare
Roser, der, Hoved ved Hoved,
deres Slægtninges Komme med Hilsen besvare.
Og langs de frodige Bredder,
hvor Nøkkeroser sig soler,
gik de og stænkede leende
Vand paa hverandres Kjoler.
Og da de vandrede hjemad
følgende Flodløbets Leje,
saa de den hvide Maane
sit Hoved efter dem dreje.