Legende
af
af
Anastasius Grün
Anastasius Grün
østerrigsk Digter 1806–1876.
østerrigsk Digter 1806–1876.
Højt paa en Alpekæde
der sad den gode Gud
og skued med stille Glæde
hvad skabtes paa hans Bud.
Han saa for sine Fødder
de vældige Bjerge lagt,
og Skovens Kæmperødder,
og gyldne Agres Pragt.
Han saa Kilderne springe,
han aandede Blomsterduft
og hørte Fuglesang klinge
i gylden Morgenluft.
Da smilte han fornøjet
til Dalens Blomster smaa,
der flimred Guld for Øjet,
naar Folk paa Bjerget saa.
Og længe i frydfuld Stirren
dvælte den gamle Drot,
og sagde: „Sandt for Herren,
det har jeg klaret godt!”
Og stærkere Blomstervrimlen
duftede ved hans Ord,
der rulled paa Jord og i Himlen
som et harmonisk Kor.
Mens Herrens Aasyn smilte
til Jorden, der blomstred rigt,
igennem hans Indre ilte
en Klang af et himmelsk Digt.
Da vilde i Ord han klæde
og skrive paa Pergament
den store Skaberglæde
hans Hjerte har følt og kendt.
Men da han Blikket vendte
at se hvad paa Bladet staar,
den samme Lod ham hændte
som mangen Digter faar:
Ej kunde han tro gengive
sit Hjertes varme Slag,
ej Digtet skønnere blive
end Jordens Velbehag.
Da gad han ej længer flikke,
men rev det istykker rapt,
saa atter med glade Blikke
den Jord han havde skabt.
Men alt som Stykkerne flagre
og Vinden dem med sig drev,
udover Dalstrøgets Agre
en Blomsterregn saaet blev! —
Hvo Fredag er paa Rejse,
hans Faste er forbi;
hvo Søndag er paa Rejse,
han er for Messen fri.
Derfor har Sangen jeg sunget,
det er en Bøn jeg har bedt,
mens Søndagsklokker har runget
og Blomster over mig snét.