I.
Hver, som elsker eller hader,
i et Hav af Lys sig bader,
kender ej det triste Graa.
Hvad er bedre vel end Lykke,
Kærlighedens Stjernesmykke
i et Øjes dybe Blaa?
II.
Hid jeg fløj med kærlig Vilje,
fløj herhid paa blanke Vinger,
valgte mig den hvide Lilje
og et Budskab jeg den bringer.
Bær mig ind mod Barmen krystet
mod den unge, hvide Lilje,
som en Sommerfugl paa Tilje,
som en Amulet paa Brystet.
III.
Elske og lide
er som at stride
mod Storm og Vind.
Due, min hvide,
kun ved din Side
læges mit Sind.
IV.
Nu bryder alle Blomster
af Markernes Bund,
nu synger alle Hjerter
og hver en Fuglemund,
og Sommerfuglen vaagner
af sit puppede Blund:
»Jeg flyver mod dit Hjerte
bag bølgende Lin
og fæster der min Længsel
saa fager og saa fin
som en sitrende Sølvtraad
paa Engens Hermelin.«
V.
Ofte som en Blomst i Skyggen
blegner Livets gyldne Aar,
lær mig da at finde Lykken,
kys mig, inden jeg forgaar.
Hold mig fast i dine Arme,
mind mig med din røde Mund,
skøn er Lidenskabens Varme,
den er Lykkens gyldne Stund.
VI.
Du, hvis milde Hjertevarme
al min tunge Sorg forstod,
bær mig højt paa dine Arme;
thi kun du er Helsebod.
Dybt i Kvalers Afgrund slynget
fra min Smertes Tornehjul
har jeg til din Barm mig klynget,
og jeg rejste mig forynget,
hver Gang dér jeg fandt et Skjul.
VII.
Dit Øje blaaner som Violens Blade
og fra dit Blik en sagte Sang mig naa’r,
den Sang, som ene Hjerterne forstaar,
og som kan gøre tvende Væsner glade.
VIII.
Ak, kæreste Veninde, du, som rig
slaar gyldne Slør rundt om min trætte Isse,
hvor Støvet falder efter Tankens Krig!
Bevar mit Billed’ i et trofast Hjerte,
hvor det staar smykket af din Fantasi
med Lavrens Blade, købt med Elskovs Smerte.
XI.
Du blev Maalet for min Tanke,
lad mig holde fast din Haand
som en lille Fugl i Baand
kysse dine Øjne blanke.
Vaaren bruser i dit Haar,
Fuglene omkring os synger,
vellugtsvanger Luften gynger
og vort Hjertes Bølger slaar.
X.
Hvor var dit Blik mig godt, din Favn mig blød
og nye Tanker gennem Sjælen skød,
naar ud og ind du gennem Døren fløj.
Nu skriver du din Følelse er død,
var da den Elskov, som mit Hjerte nød,
let som en Fugl og flygtig som en Spøg?